Page 137 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Snaren. Det var ellers et nok så latterligt Syn, da Hesten løb
af Sted uden Tømme med en Rytter, der styrede den ved
Halen.
Da de på Vejen mødte en Ulv i et Krat, og hans Ledsagere
sagde, at det var en Ung Hest, sagde Amlet, at Fenge havde
alt for få af den Slags gående imellem sit Kvæg, hvorved
han på en lige så stilfærdig som vittig Måde ønskede ondt
over, hvad der hørte hans Farbroder til. Da de hertil
bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han,
at han med Vilje havde udtrykt sig således, for at man ikke i
nogen Måde skulde kunne sige om ham, at han fo'r med
Løgn. Det var ham nemlig om at gjøre kun at sige, hvad han
mente, derfor sagde han det på en så sindrig Måde, at man
ikke kunde sige, han løj, og heller ikke på Grund af den
sindrige Iklædning få fat i hans virkelige Mening.
Nede ved Strandbredden så' de Roret af et strandet Skib, og
hans Ledsagere sagde da, at det var en svært stor kniv, de
der havde fundet. "Ja, sagde han, "den skal have en
ualmindelig stor Skinke at skære i", hvorved han tænkte på
Havet, som Rorets Størrelse passede godt til. Da de kom
forbi nogle Sandklitter og gjorde ham opmærksom på dem
med den Bemærkning, at det var noget dejligt Mel, svarede
han, at det jo også var malet af Stormen og Havets Skum, og
da hans Ledsagere roste dette Svar, sagde han selv, at det var
meget klogt sagt. Da de med Vilje havde forladt ham, for at
han så meget dristigere kunde følge sin Lyst, mødte han
ligesom ved et Tilfælde på et afsides Sted den Kvinde, hans
Farbroder havde sat ud på ham, og han vilde sikkert strax
have taget hende i Favn, hvis ikke hans Diebroder havde
givet ham et lønligt Vink om, at der var Forræderi med i
Spillet. Efter at denne havde overvejet, hvorledes han bedst
skulde bære sig ad med hemmelig at advare ham og få ham
-131-