Page 134 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hidsighed var mere opsat på at angribe sin Fjende end på at
skjærme sit eget Legeme, kastede Skjoldet og svang
Sværdet med begge Hænder. Hans Dristighed fik sin Løn;
thi efter at han havde hugget så længe på Kolls Skjold, at
der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene Fod af
ham, og det blev hans Banesår. Som aftalt var, gav han ham
en kongelig Ligfærd og lod opkaste en prægtig Høj over
ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans Søster Sela, der
også var vel forfaren i alt, hvad der hørte til Viking og
Krigsvæsen.
Efter i tre År at have øvet de største Heltebedrifter
skjænkede Hardvendel Rørik de Våben og alt det udsøgte
Bytte, han havde taget, for at komme så meget højere i hans
Gunst, og Kongen fattede da også så stort Venskab for ham,
at han gav ham sin Datter Gerut til Ægte, med hvem han
avlede en Søn Amlet.
Den store Medgang, Hardvendel havde, vakte hans Broder
Fenges Avind, så han besluttede at tage ham af Dage. Så lidt
kan Dyden være tryg; selv over for den gjælder det, at
Frænde er Frænde værst. Da han så' Lejlighed dertil,
betænkte han sig ikke på at følge sit Hjærtes grumme Lyst
og besudle sine Hænder med sin Broders Blod, og til
Brodermord føjede han så Blodskam, idet han ægtede sin
myrdede Broders Hustru. Det går jo nemlig for det meste så,
at når en har begået en Forbrydelse, er han strax rede til at
begå en ny, idet den ene driver ham til den anden. Så fræk
og snedig var han derhos til at dække over sin skjændige
Gjerning, at han gav det Udseende af, at han havde begået
sin Misgjerning i en god Mening og smykkede
Brodermordet med Kjærlighedens Navn, idet han foregav, at
skjønt Gerut var så blid af Sind, at hun ikke gjorde nogen
den ringeste Fortræd, havde hendes Husbond båret det
-128-