Page 135 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

voldsomste Had til hende, og at han havde dræbt sin Broder
for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at så blid
en Kvinde, der ikke havde den ringeste Smule Galde i sig,
skulde finde sig i hans grumme Hårdhed. Den Løgn
forfejlede da heller ikke sin Hensigt; thi høje Herrer, som
ikke så sjælden skjænke Smigrere deres Gunst og holde
Øretudere i Ære, er det ikke svært at få til at tro på en Løgn.
Således betænkte Fenge sig ikke på med lige forbrydersk
Sind at gjøre sig skyldig i en dobbelt Ugudelighed ved at
besmitte sin Broders Ægteseng efter først at have myrdet
ham.
Da Amlet så' det, fandt han det ikke rådeligt at bære sig
fornuftig ad for ikke derved at vække Mistanke hos sin
Farbroder; han stillede sig derfor an, som om han var tåbelig
og i højeste Måde havde taget Skade på Forstanden, og ved
dette snilde Påfund skjulte han ikke blot, hvad der boede i
ham, men reddede også sit Liv. Han lå stadig hjemme ved
sin Moders Arne og døsede i Skarnet og smurte sig til over
hele Kroppen med alskens Uhumskhed, så han var fæl at se,
og Trækkene i hans Ansigt, der var dækket af Smuds, var
prægede af den latterligste Fjollethed, ligesom alt, hvad han
sagde, lød helt forrykt, og alt, hvad han tog sig for, vidnede
om fuldstændig Sløvhed; kort sagt, man skulde ikke tro, han
var et Menneske, men et latterligt Uhyre, der var helt fra
Sans og Samling. Stundom, når han sad ved Arnen og
ragede i Asken med Hænderne, lavede han Trækroge, som
han så hærdede i Ilden og krummede i Enderne, så de kunde
hægtes tæt sammen. Da han en Gang blev spurgt, hvad det
var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse Spyd
til at hævne sin Fader med, hvilket Svar vakte ikke liden
Lystighed, thi alle anså dette hans Arbejde for latterligt og
ørkesløst, skjønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde
sit Forsæt. Den Snildhed, der i Virkeligheden var i dette
Svar, vakte nu imidlertid først Mistanke hos dem, der så'
-129-