Page 131 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

jeg stole på dit Løfte", sagde Ubbe, "når du selv beholder
Kampprisen i Hænde i Steden for at give en anden den i
Forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin Varetægt,
for at du ikke siden skal tage dit Løfte tilbage; thi urokkelig
Vished om Kampens Løn opflammer Kæmpernes Mod".
Det er nu sikkert nok, at han blot sagde dette for Spøg, thi
kun Tapperhed drev ham til at afværge sit Lands
Forsmædelse; men Rørik, som troede, at det var Griskhed,
der lagde ham de Ord i Munden og ikke vilde have Skin af
imod kongelig Sæd at ville tage sin Gave tilbage eller at
tilbagekalde sit Løfte, vilde da, som han stod der på Skibet,
med et vældigt Kast slynge Armbåndene over til ham. Det
mislykkedes nu for ham på Grund af den store Afstand, han
satte for lidt Kraft på, så Armbåndene nåede ikke så langt
hen, som de skulde, og faldt i Vandet, og heraf fik han
Tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebånd. Dette gav
Anledning til, at Ubbe gav et stort Bevis på sin Tapperhed;
thi det, at han gik glip af sin Løn ved, at den gik til Bunds,
fik ham ikke til at opgive sit dristige Forehavende, for at det
ikke skulde få Udseende af, at hans Tapperhed var i
Gjerrighedens Sold. Derfor higede han ivrig efter at komme
til at slås og viste, at han var mere opsat på at gjøre, hvad
hæderligt var, end optagen af Vindesyge, at han satte
Tapperhed over Griskhed, og at den tillidsfulde
Fortrøstning, han havde, ikke havde sin Grund i Håb om
Belønning, men i Højsind. Der blev strax afstukket en
Kreds, Krigerne flokkedes om den, Kæmperne tørnede
sammen med Bulder og Gny, og Tilskuerne råbte deres
forskjellige Ønsker om Stridens Gang i Munden på
hverandre. De to Kæmper var Fyr og Flamme og gav
hinanden Hug på Hug, til de faldt, så Kampen og begges Liv
fik Ende på én Gang; jeg tænker, at Lykken føjede det så,
for at ingen af dem skulde få Ære og Gammen af den andens
Død. Men dette Udfald fik Oprørerne til at falde til Føje
over for Rørik, og de betalte atter Skat som hidtil.
-125-