Page 136 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dybere i Tingene, om at han var klogere, end han så' ud til,
thi den Flid og Omhu, hvormed han arbejdede på så ringe
Ting, tydede på en Sindrighed, som han holdt hemmelig, og
man kunde heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine
Hænder så snildt, havde Skade på Forstanden. Han plejede
også at samle disse svedne Kjæppe i en Dynge og at
gjemme dem på det omhyggeligste, og somme påstod
derfor, at hans Forstand var god nok, men at han dulgte sin
Kløgt under påtagen Enfoldighed og rugede over dybe
Planer, som han snildelig skjulte. De mente, at den bedste
Måde at komme under Vejr med hans Listighed på var på et
hemmeligt Sted at lade ham møde en dejlig Kvinde, der så
skulde prøve på at forlokke ham til Elskov, thi Trangen til
Elskov er så heftig, at den ikke lader sig skjule, den vilde
være for stærk til, at han kunde holde den i Tømme ved
Snildhed, og hvis hans Galskab var forstilt, vilde han, når
Lejlighed gaves, strax give efter for sin Lyst. Der blev da sat
nogle Folk ud på ham, som skulde ride langt ind i Skoven
med ham og hemmelig være til Stede, når han blev sat på
den Prøve. Det traf sig så, at der blandt dem var en, som
havde haft Amme sammen med Amlet, og som ikke havde
glemt den Kjærlighed, der havde været imellem dem i deres
fælles Barndoms Dage; for ham betød Mindet om deres
fordums Samliv mere, end hvad der nys var blevet ham
pålagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede
Mænd mere for at give ham et Vink end for at lokke ham i
Fælden, thi han tvivlede ikke om, at der vilde times ham det
værste, dersom han ved det ringeste Tegn gav til Kjende, at
han var ved sin Fornuft, og især hvis han for deres Øjne
hengav sig til Elskov. Det indså Amlet nu også godt selv, og
da man bød ham stige til Hest, satte han sig med Vilje
således op, at han vendte Ryggen til Hestens Hoved og
Ansigtet til Halen, og på denne lagde han Bidslet, som om
det var hans Mening at styre Hestens Fart ved den. Ved dette
snilde Påfund skuffede han Farbroderens Anslag og undgik
-130-