Page 133 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

imellem vore Sjæle, bør dog Naturens Ret forsone os, den
knytter et Bånd imellem os, hvor stor den Avind end er, som
skiller os ad. Lad det derfor være en hellig Aftale imellem
os, at den, som sejrer, sørger for den overvundnes Ligfærd;
thi det er Høviskhedens sidste Pligt, som ingen retsindig
Mand unddrager sig. Begge vore Hære skulle uden Nag i
Endrægtighed røgte dette Hverv. Efter Døden bør al Avind
være forbi, ved Graven bør Fjendskabet høre op. Lad os
ikke være så grumme, at vi forfølge hinanden hinsides
Graven, om der end var Had imellem os i levende Live, Det
vil være en Ære for Sejrherren, at han giver den overvundne
en prægtig Ligfærd; thi den, der giver sin døde Fjende, hvad
der tilkommer ham, vinder de efterlevendes Kjærlighed, og
den, der beflitter sig på at vise Høviskhed imod den
hedengangne, overvinder de levende ved sin
Kjærlighedsgjerning. Der er også en anden ikke mindre
sørgelig Skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder
Livet, men bliver lemlæstet; den, hvem det overgår, mener
jeg, man bør være lige så villig til at tage sig af som den,
Døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra Kampen
med Livet, men efter at have sat sin Førlighed til, og det
regnes for en tungere Skæbne end Døden; thi når man er
død, er alting glemt, men Krøblingen kan ikke slippe bort
fra sit lemlæstede Legeme. Den Ulykke bør der også rådes
Bod på. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os
bliver lemlæstet, får han af den anden ti Mark Guld i
Skadeserstatning; thi byder Kjærlighed os at ynkes over
andres Ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes
over sine egne? Enhver bør sørge for sit Legems Tarv; den,
der undlader det, er for Selvmorder at regne".
Efter at de havde givet hinanden Hånden herpå, begyndte de
Kampen; hverken det, at de mødtes for første Gang, eller
den vårgrønne Skovs Fagerhed afholdt dem fra at krydse
Sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes
-127-