Page 141 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

indse, at hendes fordums Kjærlighed var mere værd end den
Vellyst, hun havde givet sig hen til.
Da Fenge vendte tilbage, og Spejderen ingen Steds var at
finde, lod han længe på det ivrigste søge efter ham, men alle
sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham. De
spurgte også for Spøg Amlet, om han ikke havde Færten af,
hvor han var bleven af; han svarede, at han var gået i Kulen
og gået til Bunds der, og så havde Svinene ædt ham med alt
det Skarn, han havde fået på sig. Skjønt hans Ord indeholdt
en Tilståelse af Sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den
lød som Vanvid.
Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk Mistanke om, at
hans Stifsøn pønsede på Svig, og vilde derfor gjærne tage
ham af Dage, men da han ikke selv turde gjøre det af Frygt
både for hans Bedstefader Røriks og hans Moders Vrede,
besluttede han, for selv at kunne lade, som han var uden
Skyld, at få en anden til at gjøre det og lade Kongen af
England myrde ham, idet han, opsat, som han var, på at
skjule sin Grumhed, hellere vilde bringe Skjændsel over sin
Ven end pådrage sig selv Vanry. Ved sin Bortrejse pålagde
Amlet lønlig sin Moder, når der var gået et År, at tjælde
Hallen med Tæpper og holde hans Gravøl, som om han var
død; til den Tid lovede han at komme tilbage. I Følge med
ham var to af Fenges Hirdmænd, der havde Brev med til
Kongen af England, i hvilket det pålagdes ham at lade den
medfølgende unge Mand dræbe - det var indristet i en
Trækjevle, hvilket i gamle Dage var en meget almindelig
Måde at skrive Brev på. Medens de sov, ransagede Amlet
deres Gjemmer og fik fat i Brevet, og da han havde læst det,
skrabede han Indholdet ud og ristede noget helt andet i
Stedet, idet han satte sine Rejsefællers Navne i Steden for sit
eget og anmodede om, at de måtte blive ombragte. Og ikke
-135-