Page 142 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nok med, at han således friede sig selv fra Døden og lod den
komme over de andres Hoveder, tilføjede han falskelig en
Anmodning i Fenges Navn, om at Kongen af England vilde
give den højst forstandige unge Mand, han sendte ham, sin
Datter til Ægte.
Da de kom til England, og Sendemændene fik Foretræde for
Kongen, overrakte de ham Brevet, som de troede skulde
bringe en anden Døden, men som i Virkeligheden indeholdt
deres egen Dødsdom. Kongen lod som ingen Ting og tog
venlig og gjæstfrit imod dem, men Amlet agtede det
kongelige Måltid, der anrettedes for dem, så ringe, som om
det var den simpleste Mad, vendte sig med en Afholdenhed,
som alle undrede sig over, fra Bordets rige Overflod og
vilde hverken spise eller drikke. Alle så' med Forundring på,
at denne fremmede unge Mand bar sådan Afsky for det
kongelige Bords lækre og med Overdådighed tillavede
Retter, som om det havde været grov Bondekost. Da
Måltidet var til Ende og Gjæsterne gik til Ro, lod Kongen en
Mand skjule sig i deres Sovekammer for om Natten at
erfare, hvad de talte sammen. Da Amlets Rejsefæller nu
spurgte, hvorfor han, da de sad til Bords, ikke havde villet
røre Maden, som om det havde været Gift, svarede han, at
Brødet var besmittet med Blod, Øllet smagte af Jærn,
Flæsket stod der Stank af som af Menneskelig, det havde
været en død Mands Ådsel for nær og var blevet fordærvet
deraf. Han sagde endvidere, at Kongen havde Trælleøjne, og
at Dronningen i tre Ting havde båret sig ad som en
Trælkvinde, og smædede således nok så meget dem, der
havde ladet Maden lave, som Maden selv. Hans Stalbrødre
skjændte nu på ham, fordi han nu igjen kom med sit gamle
Vanvid, og begyndte at spotte ham og give ham spydige
Ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede over,
hvad godt var, førte usømmelig Tale om så ypperlig en
Konge og en Kvinde af så høviske Sæder, og ved sine
-136-