Page 144 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

mente med de nedsættende Ord, han havde sagt om hans
Øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en Plet, der hvilede
på hans Herkomst, talte han hemmelig med sin Moder og
spurgte hende, hvem der var Fader til ham. Da han, efter at
hun havde svaret, at hun ikke havde haft Samkvem med
andre end Kongen, truede hende med, at han nok skulde få
Sandheden ud af hende ved Hjælp af Pinebænken, tilstod
hun, at det var en Træl, der var Fader til ham, og af denne
aftvungne Bekjendelse fik han således at vide, hvorledes det
forholdt sig med den Plet på hans Herkomst, Amlet havde
hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave
Byrd, glædede han sig på den anden Side over den unge
Mands Kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde
tilføjet Dronningen den Tort at sige, at hun bar sig ad som en
Trælkvinde. Men da han nu således besværede sig over, at
hans Gjæst om Natten havde talt nedsættende om hans
Hustrus Høviskhed, fik han at vide, at hendes Moder
virkelig var en Trælkvinde, thi Amlet sagde, at de tre Ting,
han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som
en Trælkvinde, var for det første, at hun på sådanne
Kvinders Vis svøbte Hovedet ind i sin Kåbe, for det andet, at
hun kiltrede sin Kjortel op, når hun gik, og for det tredje, at
hun stangede sine Tænder og tyggede Madresterne, og for at
han kunde se, at hun ikke blot havde Trællelader, men også
var af Trællebyrd, fortalte han ham, at hendes Moder var
bleven taget til Fange og gjort til Trælkvinde.
Kongen fik nu sådan Ærbødighed for hans Klogskab, som
om det var guddommelig Visdom, han var begavet med, og
gav ham sin Datter til Ægte, og alt, hvad han sagde, tog han,
som om det kom fra Himlen. Hans Ledsagere lod han i
Henhold til sin Vens Anmodning hænge Dagen efter. Amlet
lod, som om han blev fortrydelig over denne Vennetjeneste,
som om det var en Uret, der var sket ham, og Kongen gav
ham da i Mandebod noget Guld, som han senere lod smelte
-138-