Page 146 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han de Kjæppe, han i sin Tid havde lavet til, frem fra Stedet,
hvor han havde forvaret dem, og gik atter ind i Huset, hvor
Hirdmændene lå hulter til bulter på Gulvet og brækkede sig,
alt medens de sov Rusen ud. Han skar Båndene over, der
holdt Tæpperne fast, som hans Moder efter Aftale havde
tjældet Hallens Vægge med indvendig, og da de faldt ned
over de snorkende Mænd, stak han Kjæppene med Krogene
i dem og filtrede det hele så uløselig sammen, at ingen af
dem, der lå under det, kunde rejse sig, hvor meget de end
anstrængte sig. Derpå stak han ild på Huset, Flammerne tog
hurtig til i Styrke, så Ilden bredte sig og snart omspændte
hele Borgen og fortærede den med alle dem, der var i den
hvad enten de nu stadig lå i dyb Søvn, eller de forgjæves
søgte at rejse sig. Derpå gik han ind i Fenges Sovekammer,
hvor Kongen var bleven båren ind af sine Mænd, rev
Sværdet, der hang ved hans Seng, til sig og hængte sit eget i
Stedet for. Så vækkede han sin Farbroder og sagde ham, at
hans Hirdmænd var ved at brænde op, og at Amlet var
kommen, rustet med sine gamle Kroge og opsat på at tage
den Hævn, han havde til gode for sin Faders Drab. Da Fenge
hørte det, sprang han ud af Sengen og blev fældet, da han
savnede sit eget Sværd og forgjæves søgte at drage det, der
hang i dets Sted.
En modig Mand og værdig til et evigt Eftermæle var Amlet,
som snildelig gav sig Udseende af at være en Tåbe og ved
en beundringsværdig godt påtagen Galskab holdt sin
overmenneskelige Kløgt skjult og ikke blot ved sin Snildhed
fik bjærget Livet, men også ved dens Hjælp fandt Lejlighed
til at hævne sin Fader, så det må stå uafgjort hen, om han
ved således snildt at vare sig selv og kjækt at hævne sin
Fader lagde mest Mod eller Klogskab for Dagen.
-140-