Fjerde Bog
Amlet og Viglet
Efter at Amlet havde fældet sin Stiffader, anså han det, da
han frygtede for, at det ikke var sikkert, hvorledes hans
Landsmænd vilde dømme om hans Dåd, for rådeligst at
skjule sig, indtil han var kommen på det rene med,
hvorledes den jævne Almue vilde gå til Værks. Folk i
Nabolaget, som om Natten havde set Ildebranden, kom
næste Morgen, opsatte på at få at vide, hvorledes det hang
sammen, og fandt Borgen sunken i Aske, og da de ransagede
den endnu varme Brandtomt, fandt de ikke andet end
uformelige Levninger af brændte Lig. Så grådig havde Ilden
fortæret alt, at der ikke var Spor at opdage af, hvorledes
denne store Ulykke var opstået. Fenges Lig fandtes også
med blodige Klæder og gjennemboret af et Sværd. Nogle
opfyldtes af åbenlys Harme, andre af Sorg og nogle af
hemmelig Glæde. Nogle græd over deres Herres Død, andre
glædede sig over, at der var gjort Ende på det med
Broderblod besudlede Voldsherredømme. Således vakte
Kongens Død forskjellige Følelser hos de tilstedeværende.
Da Amlet så', at Almuen holdt sig rolig, fattede han Mod til
at forlade sit Skjul, sammenkaldte dem, om hvem han
vidste, at de bevarede hans Fader i trofast Minde, gik frem
på Tinge og holdt følgende Tale:
"
I gode Mænd, i Fald I sørge over Hardvendels ynkelige
Død, kan I ikke sørge over den Ulykke, I her har for Øje. I,
siger jeg, som har bevaret eders Troskab imod Kongen,
eders Kjærlighed til Landsens Fader, kan ikke sørge derover.
-141-
1...,137,138,139,140,141,142,143,144,145,146 148,149,150,151,152,153,154,155,156,157,...976