Page 157 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sin Søn et Pant på deres Ægteskab, og Hensynet til ham
måtte pålægge hans Moder at elske sin Husbond. "Lad ham
hade sin Moders Medhustru", sagde hun, "jeg vil elske
hende. Ingen Gjenvordighed skal slukke min Kjærlighed til
dig, ingen Avind få Bugt med den, så at jeg ikke åbenbarer,
hvad der er udpønset til din Fortræd, og røber de Rænker,
jeg har opdaget. Tag dig derfor i Agt for min Fader, efterdi
du har søgt din egen Fordel på Sendefærden og omgået hans
Ønske, som sendte dig, ved egenmægtig at tilegne dig alt
Udbytte deraf". Af denne hendes Tale ser man klarlig, at
Kjærligheden til hendes Husbond var stærkere i hende end
Kjærligheden til hendes Fader.
Medens hun talte således, kom Kongen af England og tog
tilsyneladende på det kjærligste imod sin Svigersøn og bød
ham til Gjæstebud for under Skin af Velvilje at skjule den
Svig, han pønsede på. Amlet, som jo nu vidste, hvad han bar
i sit Skjold, lod sig ikke mærke med, at han følte sig utryg,
men tog to Hundrede Ryttere med, trak en Brynje på under
Klæderne og efterkom Indbydelsen; thi han vilde hellere
udsætte sig for Fare ved at tage imod Kongens forstilte
Venlighed end vise den fra sig på en Måde, han kunde have
Skam af, i den Grad var det ham i alle Måder
magtpåliggende at holde på sin Værdighed. Da han nu kom
ridende ind i Porthvælvingen, der havde begge Fløjene åbne,
gik Kongen løs på ham og vilde have gjennemboret ham
med sit Spyd, hvis det ikke var prellet af på Brynjen. Nu fik
han kun et let Sår og red så tilbage til det Sted, hvor han
havde pålagt de unge Skotter at vente på ham; derpå sendte
han sin ny Hustrus Spejder, som han havde taget til Fange,
op til Kongen og lod ham fortælle, hvorledes han hemmelig
havde taget Brevet til Dronningen ud af Buddiken, det var
forvaret i, så at han skjød Skylden over på Hærmdrude og
fuldstændig frikjendte Amlet for at have begået noget
Forræderi. Kongen betænkte sig imidlertid ikke på ivrig at
-151-