Page 155 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Skjoldet, beskrev hun også i Brevet hans Bedrifter, som hun
havde lært at kjende ved at se på Skjoldet. Derpå bød hun
Spejderne bringe begge Dele tilbage og lægge dem på deres
Plads igjen for således at narre Amlet på samme Måde, som
hun havde set, at han havde narret sine Rejsefæller.
Imidlertid havde Amlet opdaget, at Skjoldet var blevet listet
bort under hans Hoved, og han lukkede da strax igjen
Øjnene og lod, som han sov, for derved at få det tilbage,
som han havde mistet, medens han virkelig sov; thi han
tænkte, at da Skjelmen var kommen så godt fra det første
Skjelmsstykke, vilde han så meget snarere komme igjen og
prøve på et nyt. Det tog han da heller ikke fejl i, og da
Spejderen kom listende for at lægge Skjoldet og Brevet
tilbage, hvor han havde taget dem, sprang han op, greb ham
og lod ham binde. Derpå vækkede han sine Ledsagere og
begav sig op til Dronningens Borg, hilste hende fra sin
Svigerfader og overrakte hende Brevet med hans Segl under.
Da Hærmdrude - således hed Dronningen - havde læst det,
roste hun i høje Toner Amlets Snildhed og Bedrifter; Fenge
havde fået sin velfortjente Straf, sagde hun, og Amlet havde
med utrolig Skarpsindighed udført en Gjerning, som man
ikke noksom kunde berømme, idet han ikke blot med
ubegribelig Kløgt havde udpønset en Plan til at hævne sin
Faders Død og sin Moders Skjændsel, men også ved sine
prisværdige Bedrifter havde taget Riget fra den, der idelig
havde stræbt ham efter Livet. Derfor undrede det hende
også, at en Mand af så udmærket Forstand havde kunnet
begå en sådan Fejl med Hensyn til sit Ægteskab, at han, hvis
Berømmelse næsten overgik alle andre Menneskers, havde
fået en så simpel og uanselig Ægtefælle; thi hendes
Forældre var trællebårne, om end Lykken havde føjet det så,
at de bar kongeligt Skrud, og når det gjaldt om at vælge sig
en Hustru, burde en klog Mand ikke se efter Skjønhed, men
efter ædel Byrd. Derfor burde den, der rettelig vilde søge sig
-149-