Page 156 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

en Ægtefælle, se på Slægten og ikke lade sig dåre af et
smukt Ansigt, som kun er et Lokkemiddel, der tit som en
falsk Sminke gjør det af med den oprindelige hvide Lød.
Der var imidlertid en, som var hans Jævning i ædel Byrd, og
som han kunde få, hun var selv nemlig både så rig og af så
fornem Herkomst, at hun kunde være ham en jævnbyrdig
Hustru, som han hverken overgik i kongelig Magt og
Myndighed eller i Henseende til berømmelige Forfædre, thi
hun var Dronning og kunde, hvis hendes Kjøn ikke var i
Vejen, godt gå og gjælde for Konge, ja, hvad der var endnu
vissere, den, hun værdigede at gjøre til sin Husbond, blev
Konge, sammen med sin Hånd skjænkede hun ham Riget;
her svarede Kongespiret og Hustruen til hinanden. Heller
ikke måtte det regnes for nogen ringe Gunst, at hun, som
plejede at skille sig af med sine Bejlere med Sværdet, selv
bød ham sin Kjærlighed. Hun bad ham derfor om at lægge
Vind på at tækkes hende og give hende sin Tro, idet han
mere så' på ædel Byrd end på Skjønhed. Og med de Ord
faldt hun ham om Halsen.
Han blev glad over Jomfruens venlige Tale, gjorde
Gjengjæld med at kysse og favne hende og sagde, at hendes
Vilje var hans. Så blev der gjort Gjæstebud, hvortil deres
Venner og de skotske Stormænd blev budne, og Brylluppet
blev holdt. Derefter drog han med sin Brud til England, og
en stor skotsk Hær lod han følge tæt bag efter, for at han
kunde betjene sig af den, i Fald man pønsede på Forræderi
imod ham. Da han var kommen hjem til England, kom
Kongens Datter, som han var gift med, ham i Møde. Skjønt
hun havde god Grund til at klage over, at han krænkede
hende ved at føre hende sin Slegfred på Halsen, fandt hun
det dog uværdigt at lade Hadet til hende få Overtaget over
Kjærligheden til sin Husbond, sagde hun, Hun kunde heller
ikke være sin Mand så fjendsk, at hun kunde dølge de
Rænker, hun vidste man spandt imod ham, thi hun havde i
-150-