Page 359 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sold. Hans Styrke øgedes således ved dette Tilløb, at han
holdt alle Lande i den Grad i Ro ved den Frygt, hans Navn
indgjød, at han betog alle deres Fyrster Modet til at kæmpe
indbyrdes, og på Havet turde ingen tiltage sig noget
Herredømme, uden at han gav sit Minde dertil, thi fra Arilds
Tid af havde i Daneriget Herredømmet til Lands været
adskilt fra Herredømmet til Vands.
Imidlertid døde Ingild i Sverige og eflerlod sig en ganske
liden Søn, Ring, som han havde med Haralds Søster. Harald
gav ham Formyndere og gjorde ham til Konge i hans
Fædrenerige. Efter således at have underlagt sig Lande og
Fyrster levede han halvtredsindstyve År i Fred. For at
Krigsfolkenes Mod ikke skulde sløves til Dorskhed i denne
lange Fredstid, bestemte han, at Kæmperne flittig skulde
undervise dem i at give og afbøde Hug og Stød. Nogle af
hans Kæmper var drevne i en mærkelig Måde at kæmpe på,
idet de plejede at ramme Modpartens Øjenbryn med et Hug,
som aldrig fejlede. Blinkede nogen af Frygt, når Hugget
faldt, blev han strax jaget bort fra Hirden og afskediget af
Krigstjenesten.
I de Dage drog Olaf eller Ole, en Søn af Sivard og Haralds
Søster, fra Norge til Danmark opsat på at se sin Morbroder.
Eftersom det er vitterligt, at han først kom i Haralds Hird og
efter Svenskekrigen fik Herredømmet over Danmark, hører
det i visse Måder hid at fortælle, hvad Mindet har bevaret
om hans Bedrifter. Da Ole havde nået sit femtende År i sin
Faders Gård, gav han hartad utrolige Beviser på, hvilke
ypperlige Gaver han besad både i Henseende til Sjæl og
Legeme, og derhos var han så grum og vild af Åsyn, at han
over for Fjenden udrettede det samme med sine Øjne som
andre med Våben og skræmmede selv de modigste med sine
-353-