Nu fik han altså som Sejrens Løn Pigen til Ægte, og da hun
havde født ham en Søn Omund, fik han af sin Svigerfader
Lov til at drage hjem og se til sin Fader. Da han havde fået
at vide, at hans Land på Underkongen Thores Vegne blev
angrebet af BlotToste og Ljotar, som også havde et Tilnåvn,
ilede han did for at kæmpe med dem, kun fulgt af en Svend,
der var forklædt som Kvinde. Da han ikke var langt fra
Thores Borg, gjemte han sit Sværd i en hul Stok og lod sin
Ledsager gjøre ligeså, og da han kom til Kongeborgen,
skjulte han sit sande Åsyn under en falsk Skikkelse og gav
sig Udseende af at være en affældig Olding. Han havde
været Stodderkonge hos Sivard, sagde han, men Kongens
Søn Ole havde ved sit stadige Had drevet ham i
Landflygtighed. Så begyndte adskillige af Hirdmændene
strax spotvis at hilse ham med Kongenavn, knæle for ham
og række ham Hånden. Derpå bød han dem gjøre Alvor af,
hvad de havde gjort for Spøg, drog Sværdet, han havde
skjult i Stokken, og gik løs på Kongen. En Del hjalp Ole,
idet de tog Spøgen for Alvor og ikke vilde bryde det Løfte,
de spotvis havde givet, men adskillige brød sig ikke om det
tåbelige Løfte og stillede sig på Thores Side, så der opstod
en indbyrdes og tvivlsom Kamp. Omsider blev Thore
overvældet og dræbt ikke mindre af sine egne Folks end af
sin Gjæsts Våben, og Ljotar, der var bleven dødelig såret og
skjønnede, at Sejrherren, Ole. var lige så skarpsindig som
tapper til at øve Bedrifter, gav ham Tilnavnet den Flinke og
spåede ham, at samme Slags Svig, som han havde anvendt
over for Thore, også vilde blive hans Bane, thi der var ingen
Tvivl om, at Forræderi blandt hans egen Husstand vilde
fælde ham. Og med de Ord på Læberne opgav han pludselig
Ånden. Vi ser altså, at den døendes sidste Ord med
Spådomskløgt varslede Sejrherrens Død, som den med
Tiden skulde times ham.
Efter disse Bedrifter begav Ole sig ikke til sin Fader, førend
-359-