Page 463 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Tiende Bog
Harald Blåtand
Da Gorm var død, var Harald ivrig efter at forøge det Riges
Anseelse, han havde arvet efter ham, ved udmærkede tapre
Bedrifter, og han sejlede derfor med en Vikingeflåde til
Østerleden og hærjede på Havet dèr rundt omkring. Men
skjønt dette indbringende Tog skaffede ham fuldt op af
Vinding, fik han, da Edelred imidlertid døde, mere
Anledning til at sørge over sin Bedstefaders Død end til at
glæde sig over Riget, han skulde arve efter ham. Medens
Lykken gjorde ham rig på Skatte, som han tog fra
Barbarerne i Dyngevis, berøvede den ham nemlig
Englændernes, så medens den skjænkede ham Bytte
udenlands, skilte den ham ved, hvad han havde hjemme, og
ved hvad han skulde have arvet. Edelreds Søn Adelsten, som
Faderen havde forbigået i sin sidste Vilje, harmedes nemlig
over den Forskrivning, der indsatte Harald som Arving, og
han kuldkastede derfor Faderens Vilje og søgte at sætte sin
egen igjennem. Nu mente Kongen af Norge, at det var
Skade, at så indskrænket en Mand skulde være Konge over
så stort et Rige, og han rustede derfor en Flåde og sejlede
over til Øen i Håb om at bemægtige sig den. Da Adelsten
skjønnede, at han ikke kunde måle sig med ham i Styrke og
derfor ikke turde indlade sig i Kamp, gik han fra Krig over
til Underdanighed og søgte ved Føjelighed og Venlighed at
vinde Fjendens Velvilje, eftersom han ikke var Mand for at
drive ham bort med Våbenmagt. Han modtog ham nemlig
ikke blot med det venligste Ansigt og de fagreste Ord, men
for på en så meget heldigere Måde at fri sit Land for
Fjendens Våben lovede han at opfostre hans søn Hakon,
-457-