meget ypperligere, som de vidste, at de overgik hende i
Snille. Hun, som havde en Mands Mod i sit Kvindehjærte,
friede også Skåne, som kuedes af Svenskernes
Herredømme, for den Byrde at betale Skat, og idet hun
således hist drev Fjenden tilbage med sin Vold og her med
Våben, værnede hun med lige Styrke Landets Grænser til
forskjellige Sider.
Imidlertid døde Harald i Norge, og hans Søn Hakon blev nu
ivrig opsat på at fri sit Land for den Skam, at Slægt efter
Slægt måtte betale Skat; da han spurgte, hvad Kejseren
havde taget sig for i Jylland, og håbede, at Harald for lange
Tider vilde blive indviklet i Krig med Tyskerne, havde han
endog den Dristighed åbenlyst at vægre sig ved at udrede
Skatten, idet han satte større Håb og Lid til Sachsernes
Våben end til sine egne Kræfter. Men efter at Striden med
Kejseren var bleven bilagt, antog Harald den katholske
Religion og skaffede således sit Rige Fred med Gud og
Mennesker, og friede således, idet han gjorde det
forfængelige Håb, Hakon havde fattet, til Skamme, sig selv
fra Vildfarelse og sit Land fra Krig. Da han fik Nys om
Hakons Frafald, mente han, at han burde straffe den norske
Ungdoms Gjenstridighed des strængere, jo frækkere den,
efter hvad han hørte, havde kastet med Nakken ad ham. Han
sendte derfor den julinske Vikingeskare imod den under
Anførsel af Bue og Sivald og med Pålæg om at hævne den
Ringeagt, den havde vist ham. Da Hakon så', hvilken Styrke
de mødte op med, og skjønnede, at den Sten forslog hans
Kræfter ikke til at løfte, søgte han, da han ikke selv havde
Midler til at afværge den truende Fare, i sin Mistillid til
menneskelig Styrke Bistand hos de himmelske Magter og
søgte at stemme dem gunstig for sig ved at bringe dem et
usædvanligt Offer. Han havde to overordentlig lovende
Sønner, og dem slagtede han skammelig ved Altrene som
Offer for Sejren, idet han ikke betænkte sig på at kjøbe
-463-