Page 461 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Brystet og gav ham Banesår. Men Knud, som frygtede for,
at hans Fjender skulde bryde ud i Jubel over den Fare, han
var stedt i, og derfor var opsat på at skjule, at han var
dødelig såret, råbte med sin Stemmes sidste Kraft til sine
Mænd, at de skulde føre Legene til Ende uden Forstyrrelse.
Ved denne List opnåede han, at Danskerne underlagde sig
Irland, før end Irlænderne havde fået Nys om hans Død.
Hvem vilde ikke sørge over sådan en Mands Død, hvis
Selvbeherskelse skaffede hans Krigere Sejren ved, at hans
Kløgt nåede længere end hans Liv? Danskerne var nemlig
stedte i den yderste Vånde og i sådan Fare, at de var lige ved
at opgive Håbet, men ved at lyde deres døende Høvdings
Bud sejrede de snart over dem, de frygtede for.
På den Tid var Gorm bleven så højt bedaget, at han gik på
Gravens Rand, en lang Række År havde han været blind, og
eftersom han havde nået en Alder, der strakte sig til
menneskelig Levetids yderste Grænse, var han mere
bekymret for sine Sønners Liv og Trivsel end for det
stakkede Liv, han havde igjen, men særlig sin ældste Søn
elskede han så højt, at han havde svoret, at han vilde dræbe
den, som først meldte ham hans Død. Da Thyra havde fået
sikre Tidender om hans Død, og ingen turde sige det rent ud
til Gorm, tog hun sin Tilflugt til List og forkyndte i
Gjerning, hvad hun ikke turde sige med Ord. Hun tog
nemlig det kongelige Skrud af sin Husbond og iførte ham
usle Klæder og bar også andre Tegn på Sorg til Skue,
hvorved hun åbenbarede Grunden, thi i gamle Dage plejede
Folk at gjøre Brug af sådanne Tegn ved Ligfærd, for at det
barske Udvortes kunde vidne om Sorgens Bitterhed. Så
sagde Gorm: "Melder du mig Knuds Død?" - "Den melder
du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved de Ord gjorde hun
sin Husbond Dødsens og sig selv til Enke, så hun på én
Gang fik sin Husbond og sin Søn at sørge over, og, da hun
meldte Manden Sønnens Død, forenede hun dem i Døden og
-455-