Page 457 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hoved Mod til sig og gjorde Oprør. Men jo mere
Englænderne hadede og foragtede ham, des mere trofast
holdt Danskerne fast ved ham, så da han begjærlig efter
Herredømmet strakte begge Hænder ud efter de to Lande,
fik han det ene, men mistede uigjenkaldelig det andet, thi
han gjorde aldrig noget kjækt Forsøg på at vinde det tilbage.
Så vanskeligt er det at holde sammen på store Riger.
Harald
Derpå blev hans Søn Harald Konge i Danmark. Efterslægten
har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige Bedrifter at
melde om ham, fordi han mere lagde Vind på at bevare
Kongemagten end på at udvide den.
Gorm den Gamle
Nu blev Gorm Konge, en Mand, som bestandig var fjendtlig
sindet imod Kristendommen og opsat på at tage al Ære fra
de Kristne, som om de var de vederstyggeligste Mennesker.
Alle, der bekjendte sig til den Tro, pinte han med al den
Fortræd af forskjellig Slags, han kunde, og blev ikke træt af
at forfølge dem med Bagvaskelser. Ja, for at gjenindføre det
gamle Hedenskab i Templerne jævnede han den Kirke, som
fromme Mennesker havde bygget på Byen Slesvigs Grund,
fuldstændig med Jorden, som om det var en vanhellig Bolig
for Ugudelighed, og straffede således dem, han ikke havde
pint og plaget, med at rive deres Gudshus ned. Skjønt han
havde Ord for at have en overmåde anselig Skikkelse,
svarede hans Sjæl kun lidet til Legemet. Han var nemlig så
at sige så mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin
-451-