Page 465 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Nu frygtede Harald for, at den Tålmodighed, hvormed han
havde båret den Fornærmelse, der var tilføjet ham, og som
man hidtil havde tilskrevet det Hensyn, han skyldte
Frændskabet, vilde blive bebrejdet ham som Fejghed, og at
det, som i Virkeligheden var Mådehold, vilde blive lagt ham
til Last. Han besluttede derfor først at tilføje Hakon Skade
ved at vække Ustyr i Norge, idet han mente, at når han
havde fået Bugt med de Stridskræfter, han havde hjemme,
kunde han lettere gjøre det af med dem, han havde i
fremmed Land. Efter at han nu med kongelig Magt og
Myndighed havde tugtet Barbarerne, stødte han, da han
vendte tilbage til Danmark, på Harald Gunhildssøn, som
søgte Hjælp imod Hakon og lovede, at han vilde betale Skat,
hvis han ved Danskernes Bistand fik tilstrækkelig
Forstærkning, så at han kunde udrette noget. Han fik da
også, stedt i de vanskeligste Omstændigheder, som han var,
den blideste og venligste Modtagelse af Kongen, thi denne
gav ham Eyvind og Karlshoved til Kampfæller og en Flåde
på tresindstyve Skibe, så nu havde han den Styrke, han
søgte, og med den drog han bort, mere opfyldt af Håb ved
den Hjælp, Danskerne havde ydet ham, end han i sin
Modgang havde været af Frygt. Da han med sin Flåde var
kommen til Norge, og der ikke bød sig nogen Lejlighed til at
holde Søslag med Fjenden, sloges han med ham til Lands. I
dette Slag opfordrede Eyvind Hakon til at gå frem foran
blandt de kæmpendes Skarer, og da Kongen med høj Røst
gav sig til Kjende, huggede han efter ham med en
usædvanlig stor Øxe og vilde have ramt ham, hvis ikke en af
hans Hirdmænd med Fare for sit eget Legeme havde afbødet
det Hug, der var rettet imod Kongen. Eyvind drev Øxens
Egg imod Hirdmanden med sådan Kraft, at den gik lige
igjennem ham uden at møde nogen Hindring i hans Legeme,
og da den gik dybt ned i Jorden, og han søgte at trække den
op, idet han stemmede imod med Knæene, sprang Hakon op
på den dræbte Krigsmands Lig og gjennemborede Eyvind,
-459-