Page 464 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

som da var ganske lille, og derhos at lade sit Rige gå i Arv
til ham. Ved dette Tilbud mente han fornemmelig, at han
vilde opnå at kunne bruge Nordmændenes Våben imod
Harald, thi hans Grumhed var han bange for, og da han selv
ingen Børn havde, fandt han det rådeligere at trøste sig
derfor ved godvillig at tage sig en Arving end at vente, til
han fik sig en påtvungen. De Vilkår var Fjenden meget ivrig
til at tage imod, og ved at gå ind på den foreslåede
Overenskomst viste han stor Tillid til dens Retsindighed,
Tilbudet kom fra, idet han ikke betænkte sig på at betro en
Søn, der var ham kjærere end hans eget Liv, til ham, skjønt
han ikke havde sat hans Ærlighed på Prøve.
Derefter vendte Harald tilbage fra Østerleden med sin Flåde,
men skjønt han havde den største Ret til at bestride, hvad
hans Morbroder havde gjort, skjulte han tålmodig sin Harme
og fandt sig i hans Herskesyge, idet han hellere fromt vilde
undvære, hvad der med Rette tilkom ham, end grumt sætte
sig i Besiddelse deraf. Kort Tid efter fik Hakon Bud om, at
hans Fader var død, og da han allerede var ved at hejse Sejl
for at drage bort, kom Adelsten i stor Hast for at kalde ham
tilbage, og han opsatte da Sejladsen lidt og lagde Skibet
nærmere ind til Land. Han troede nemlig, at Adelsten vilde
give ham nogle nye Leveregler foruden dem, han hver Dag
havde plejet at få af ham, og Kongen sagde da også til ham,
at han ikke måtte sætte et vrantent Ansigt op ved
Gildebordet, men, når han så' sig om blandt sine Venner,
skulde se mildt til dem. Adelsten havde nemlig givet ham
adskillige andre Forskrifter i Henseende til høvisk Væsen og
syntes nu ikke om, at han ikke også skulde vide Besked om,
hvad der skikkede sig ved Gjæstebud. Efter at Norge var
tilfaldet Hakon ved hans Faders Død, fik han kort efter, da
hans Fosterfader døde, også England.
-458-