Oprør og yppet Krig og overdraget Herredømmet til to
Mænd af Kongeslægten, Sivard og Erik. Ragnars Sønner
angreb dem i Forening med en Flåde på sytten Hundrede
Skibe ved Slesvig og gjorde det af med dem efter et halvt
Års Kamp. Gravhøjene står endnu som Vidnesbyrd derom.
Det Sund, i hvilket Kampen stod, blev ikke mindre
navnkundigt ved Sivards Død. Nu var næsten hele
Kongestammen uddød med Undtagelse af Ragnars Sønner.
Efter at Bjørn og Erik var vendt hjem, satte Ivar og Sivard
sig fast i Danmark for at lægge fastere Tøjler på Oprørerne
og satte Agnar over England. Opbragt over, at Englænderne
forjog ham, foretrak han med Sivards Bistand at udrydde sit
Lands Indbyggere og lade Markerne ligge brak og udyrkede,
frem for at det skulde opføde en overmodig Slægt, og lod
den hæsligste Goldhed brede sig over Øens fedeste
Agerland, idet han sagde, at det var bedre at herske over en
Ørken end over et hovmodigt Land. Da Erik derpå var
bleven dræbt i Sverige som Følge af en vis Østens Ondskab,
og Agnar vilde hævne hans Død, udgjød han sit eget Blod
over Fjenden, medens han ivrig søgte at hævne en anden, og
medens han var opsat på at revse sin faldne Broders
Drabsmand, ofrede han Broderkjærligheden sit eget Liv.
Så overtog Sivard med et almindeligt Landstings Samtykke
sit Fædrenerige, men efter alle de Nederlag, han havde
anrettet vidt og bredt, lod han sig nøje med den
Navnkundighed, han vandt hjemme, og vilde hellere have
Ord for at være udmærket i Fredens end i Krigens
Gjerninger; han opgav at lægge sig efter Krigsvæsen og blev
efter at have været den grummeste Hærmand Fredens
omhyggeligste Vogter og søgte nu lige så meget sin Ære i
Fred og Ro, som han før havde holdt for, at den beroede på
Sejrenes Mængde. Lykken begunstigede denne Omskiftelse
af hans Idrætter, så at ligesom han ikke angreb nogen, var
der heller ingen, der øvede Fjendtligheder imod ham.
-447-
1...,443,444,445,446,447,448,449,450,451,452 454,455,456,457,458,459,460,461,462,463,...976