Page 467 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Ved sin Fjendes uventede Død kom Harald til
Kongemagten, og i tre År betalte han ærlig og redelig den
Skat, han havde lovet Danskerne.
Ved den Tid kom Styrbjørn, en Søn af den svenske Konge
Bjørn, efter at hans Farbroder Olafs Søn Erik havde skilt
ham ved Riget, tillige med sin Søster Gyrithe til Harald,
Thyras Søn, for ydmygt at bede om Hjælp, og han fandt
ham så meget mere redebon til at slutte Venskab med ham,
som han villig gik ind på at give ham sin Søster til Ægte.
Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland med
Våbenmagt og lagde en stærk Besætning i Julin, den
anseligste By der i Landet, og til Høvding for de Krigsfolk
indsatte han Styrbjørn. Deres Vikingetog, på hvilke de lagde
det største Mod for Dagen og efterhånden sejrrigt bredte sig
til Nabolandene, blev til sidst så frygtelige, at de opfyldte
alle Have i Norden med stadige Nederlag. Dette bragte
Daneriget større Fordel, end det kunde have haft af noget
Krigsforetagende til Lands. Blandt dem var Bue, Ulv,
Karlsevne, Sivald samt mange andre, som jeg ikke udførlig
vil opregne, eftersom det snarere vil volde Kjedsomhed end
være til nogen Fornøjelse. Imidlertid påkaldte Styrbjørn,
som stadig eggedes til Hævnlyst og var opsat på at få
Oprejsning for den Uret, der var tilføjet ham, Haralds
Bistand og drog sin Vredes Sværd imod Eriks forhadte
Herredømme, idet han mindedes de Tab, han havde lidt.
Harald drog for den Sags Skyld til Halland, men så fik han
Bud om, at Tyskerne under Kejser Otto havde gjort Indfald i
Riget. Da han var mindre ivrig efter at angribe et fremmed
Land end efter at forsvare sit eget, foretrak han at sørge for
Tingene hjemme frem for at kæmpe udenlands, som det
havde været hans Agt; han skyndte sig over Hals og Hoved
tilbage til Jylland for at bringe de betrængte Jyder Hjælp. Da
han kom did, var Kejseren uden Modstand draget igjennem
hele Jylland, eftersom der ingen Konge var til at føre an,
-461-