Page 455 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

smukt, er mere værdigt til Ros end det, som begynder på en
Måde, der fortjener Anerkjendelse, men løber ud i Synd og
Brøde. Ansgars heldbringende Formaninger fik nemlig Erik
til at aflægge sit vanhellige Sinds Vildfarelser, han sonede,
hvad han i sit Overmod havde forbrudt, og viste sig lige så
ivrig til at udøve Fromhed som tidligere til at foragte den, så
han optog ikke blot en mere heldbringende Lærdom med
lærvilligt Sind, men aftvættede også ved den Renhed, der
var over Slutningen af hans Liv, de Pletter det havde fået i
Begyndelsen. Ved sin Død efterlod han sig en Søn Knud,
som han havde med Guttorm Haraldsøns Datter.
Knud
Han var endnu kun et Barn, så både han og Riget trængte til
en Formynder. Men da det tyktes de fleste, at det både var
besværligt og let kunde vække Avind at påtage sig dette
Hverv, besluttede man at udtage en Mand dertil ved
Lodkastning, thi de viseste Danskere var bange for i så
vigtig en Sag selv at træffe et Valg, stolede mere på
Skæbnen end på deres egen Mening og vilde hellere lade
Valget komme an på et Træf end på moden Overvejelse. Så
skete det da, at en vis Ennignup, en Mand af den største og
mest ufordærvede Dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde
Hverv på sine Skuldre, og da han havde tiltrådt Styrelsen,
som Lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre
Hensyn til hele Rigets Tilstand end til Kongens unge Alder,
hvorfor da også nogle, som ikke er synderlig kyndige i
Historien, har tildelt ham en Plads midt i Kongerækken. Da
Knud efter at have trådt sine Børnesko var voxet op til
Mand, fjærnede han dem, der havde vist ham den
Velgjerning at opfostre ham, og blev efter at have været en
Knøs, man næsten havde opgivet alt Håb om, en over al
-449-