Page 454 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Erik Barn
Sivard efterlod sig ved sin Død en ganske liden Søn, som
snarere måtte siges at have arvet hans Sind end Riget og den
Fred, han havde indstiftet. Haralds Broder Erik brød nemlig
uden Hensyn til Drengens spæde Alder ind i Landet med en
Skare Oprørere og bemægtigede sig Kronen uden at
skamme sig ved at angribe det Barn, der var Rigets
retmæssige Konge, og tilrive sig en Magt, der ikke tilkom
ham - han viste sig jo så meget uværdigere til Kronen, som
han ikke undså sig ved at røve den fra en, der ikke kunde
forsvare sig. Han skilte altså ham af med Kongemagten og
sig selv med al Dyd, og idet han angreb et Barn i Vuggen,
drev han al Mandighed ud af sit Hjærte, thi hvor
Begjærlighed og Ærgjerrighed brændte, var der ingen Plads
for Frændekjærlighed. Men denne Hjærteløshed hævnede
Himlen i sin Vrede, thi der kom Krig imellem ham og
Haralds Søn Guttorm, og den endte brat med et stort
Mandefald; de omkom begge tillige med utallige andre, og
den danske Kongestamme, der var svækket ved det
grummeste Mandsslæt, var nu indskrænket til den eneste
Søn, Sivard havde efterladt sig.
Så vandt han da Kongemagten ved at miste sine Frænder, så
det var til større Gavn for ham, at de blev dræbte, end om de
var blevne i Live. Han opgav det Forbillede, hans Fader
havde givet, og trådte i sin Bedstefaders Fodspor, thi lige på
en Gang viste det sig, at han var i højeste Grad ivrig til at
drive Vikingefærd. Gid han ikke også var optrådt som en
letsindig Arving af Ragnars Ånd i Henseende til at udrydde
Kristendommen! Han pinte og plagede nemlig stadig alle
fromme Mennesker, berøvede dem deres Gods og drev dem
i Landflygtighed. Men det tjener til intet at gå i Rette med
ham for hans første Tid, eftersom jeg må prise hans sidste
Dage, thi det Liv, som begynder skammelig, men ender
-448-