Page 466 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

så det er ikke let at sige, hvem af dem der viste størst
Trofasthed imod den anden, thi Krigsmanden afværgede
Kongens Død ved at ofre sit eget Liv, og Kongen tog den
mest glimrende Oprejsning for sin Redningsmands Drab og
hævnede den Mands Død, ved hvis ædle Dåd han selv havde
undgået Døden. Hvad kan være berømmeligere end denne
Krigsmands Dåd, som lagde mere Vægt på, at den anden
slap skadesløs derfra, end på at han selv gjorde det, som
frivillig satte Livet til for sin Høvding og ved selv at gå i
Døden forebyggede den Fare der truede alle hans
Stalbrødre? Imidlertid kom Thoralf, som Hakon havde lagt i
Baghold, for at han skulde falde Fjenden i Ryggen, angreb
Fylkingen, fældede Karlshoved og drev Danskerne på Flugt.
Den ene Mands Fald afgjorde virkelig alle de andres
Skæbne, men Hakon, som var bange for at forfølge de
flygtende alt for ivrig, var fornuftig nok til at kalde sine
Stalbrødre tilbage og holde igjen på deres hidsige
Forfølgelse, for at ikke de uforsigtige Krigsfolks
Uagtsomhed skulde få til Følge, at de overvundnes Skæbne
atter blev Sejrherrerne til Del. Således var der lige stort
Mandefald på begge Sider, så begge Parter tilskrev sig
Sejren, thi skjønt den ene Part syntes nærmere ved den, var
dens Tab lige så stort som den overvundnes. Men da Hakon
atter søgte ned til sin Flåde, skete der noget mærkværdigt,
som ligefrem lyder utroligt. Man så' nemlig et Spyd svæve
om oppe i Luften, hid og did, hvilket fyldte alle, som så' det,
med lige så megen Frygt som Undren; det fløj nemlig med
usikre Svingninger til forskjellige Sider, så det så' ud, som
om det omhyggelig spejdede efter, hvor det skulde slå ned.
Medens alle umådelig forbavsede stirrede på dette Under og
ikke vidste, hvad en så usædvanlig Ting varslede, faldt det
pludseligt og bragte den Fare, der syntes at true alle, over
Hakons Hoved alene. Somme holder for, at Haralds Moder
Gunhild ved Trolddomskunster har skaffet dette Spyd til
Veje og dermed hævnet sin Søns Nederlag på Sejrherren.
-460-