Page 471 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

halshugget med, ud af Hænderne på ham, der prøvede på at
gjøre det, og huggede Hovedet af ham, han havde sparket
omkuld, og afværgede således den Fare, der truede ham, ved
en lige så håndfast som rask Kraftanstrængelse, thi ikke
engang som Fange, tynget af raslende Lænker, kunde man
berøve ham hans Dådskraft, men selv i den største
Forsmædelse gav han en des herligere Prøve på sit Mod, jo
hidsigere han mærkede, at Skæbnen rasede imod ham;
hverken den nærforestående Død eller de forsmædelige
Lænker mægtede at hindre ham i frit at lade sin Tapperhed
råde. Opfyldt af Beundring for deres Standhaftighed lovede
Kongen at eftergive dem deres Straf, hvis de vilde sværge
ham Huldskab og Troskab, thi han vilde hellere gjøre Brug
af dem som ypperlige Krigere end straffe dem; men de holdt
det for uhæderligt af Hensyn til deres Liv at lade sig tvinge
til Lydighed, eftersom de satte større Pris på at være deres
Konge tro end på at frelse deres eget Liv; de kastede
overmodig Vrag på det Vilkår, han bød dem, og vilde ikke
forlænge Livet ved at gå ind på en skammelig
Overenskomst. Da Hakon mærkede det, mente han, at han
for deres Tapperheds Skyld burde skjænke dem Livet for
ikke at få Ord for at have straffet deres Standhaftighed i
Steden for at rose den.
Der berettes, at Harald fik to Sønner med Gyrithe. Den
ældste af dem, Hakon, overstrålede sin Broder Svend ved
sine ypperlige Anlæg og herlige Naturens Gaver. Han
angreb Semberne, og da han mærkede, at hans Krigsfolk
begyndte at tabe Modet over for den farlige Krig, trak han
Flåden på Land og stak Ild på den for at betage deres
ængstelige Sind alt Håb om Flugt og gjorde således ved
Hjælp af den hårde Nødvendighed Ende på deres Fejghed
og Sløvhed, thi ved at berøve dem Udsigten til at slippe bort
på Skibene fik han dem til at lægge an på at bane sig Vej
tilbage ved Sejrvinding, så med jo større Sindsro han skilte
-465-