Page 476 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

imod den Ære, Landet tilbød ham. Da han havde givet sit
Samtykke, lagde de fornemste i Landet, idet de trygt stolede
på hans Begjærlighed efter Kongemagten, som de nu var på
det rene med, dristig for Dagen, hvad de hidtil lønlig havde
pønset på; hvad de hidtil hemmelig havde higet efter, skred
de nu virkelig åbenlyst til at sætte i Værk og udråbte strax
på Tinge Svend til Konge. Imidlertid gav Harald, som var
optagen af Stenen, hans Folk trak, sig til ivrig at spørge en
af sine Mænd, der kom fra Flåden, om han nogen Sinde
havde set Mennesker binde an med så vældig en Blok.
Hertil svarede Manden, at han nylig havde set Mennesker
trække en Byrde, der var endnu større, og da Kongen blev
ved at udfritte ham desangående, sagde han: "Jeg var nys
Vidne til, at Danmarks Rige blev trukket fra dig, nu kan du
selv afgjøre, hvad der var tungest at trække". Således fik
Harald, da han bejlede til en andens Ros for sit
Forehavende, Budskab om, at hans Rige var blevet ham
berøvet. Nu angrede Kongen, at han havde ladet Mennesker
bøje Nakken under Øxnes Åg, thi da han opgav sit Forsæt at
lade dem slæbe Stenen og vilde have dem til at gribe til
Våben i Steden for, fik han at mærke, at hans Krigsfolk var
alvorlig forbitrede på ham. Thi Hæren, som han havde
plaget og beskæmmet med så forsmædeligt Arbejde,
vægrede sig nu ved at kæmpe for den, der havde givet den
Åget at bære, og hverken hans kongelige Magtsprog eller
hans Bønner kunde formå den til at frelse hans Liv, efter at
han ved et skammeligt Magtbud havde bøjet alles Nakker.
Nogle var der dog, som ikke delte den almindelige Mening,
men under det almindelige Oprørs Storm viste Kongen den
samme Hengivenhed, som de havde været vante til. Med
deres Bistand søgte han ved Våbenmagt at gjøre sin Søns
Bestræbelser til intet, men Svend gjorde kraftig Modstand,
og efter at være overvunden i et Slag flygtede han til
Sjælland. Efter at have samlet Krigsfolk dèr havde han lige
så krank en Lykke i et Slag til Søs, og da han nu havde
-470-