mistet alle sine Krigsfolk hjemme, var der ikke andet for
ham at gjøre end at søge udenlands for at bede om Hjælp.
Han forlod altså Danmark og drog landflygtig til Julin, der
var helt fuldt af danske Krigsfolk, og som så at sige var
Moderskjødet for hans pålideligste Krigsstyrke. Svend lod
sig imidlertid ikke nøje med at have krænket den
Ærbødighed, han skyldte sin Fader, ved at forfølge ham med
sit Had, men for at vinde Almuen for sig tog han sig
halsstarrig for med tøjlesløs Ugudelighed at gjøre det helt af
med Religionen, uddrev al Kristendom af Landet, oplod
Kirkerne for Offerpræsterne og besmittede atter Altrene med
hedenske Ofre. Med en Hær af Danske og Slaver angreb
hans Fader ham igjen ved Helgenæs' Kyst, og efter at have
kæmpet hele Dagen havde han hverken sejret eller måttet
fly. Så bestemte de, da Hærene var trætte af at kæmpe, at de
vilde tales ved næste Dag for at slutte Fred. Da Harald i
Tillid til den forestående Overenskomst gik omkring, som
om der var Fred og ingen Fare, og kom ind i Skovens
Tykning, hvor han satte sig imellem Buskene for at forrette
sin Nødtørft, blev han såret med en Pil af Toke, der brændte
af Begjærlighed efter at hævne den Uret, han havde tilføjet
ham, og såret blev han af sine Mænd ført tilbage til Julin,
hvor han kort efter opgav Ånden. Hans Lig blev sendt til
Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, han selv nylig
havde bygget, thi det utaknemmelige Fædreland, som hidtil
ikke havde skjønnet på, hvad der tjente til dets Bedste, fik
nu, da det var for sent, Øjnene op for sin fromme Konges
gode Gjerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i
levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var
død; det stræbte af yderste Evne efter at fejre hans Jordefærd
med al mulig Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget
af den Mand, som det i levende Live overmodigt havde
hadet.
-471-