Page 478 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Svend Tveskjæg
Da Harald var død, glædede Svend sig over, at han nu havde
gunstig Lejlighed til at rase imod den kristne Religion; han
oprykkede den helt med Rode og bevirkede, at Danskerne
aflagde Kristendommen, som de havde antaget, og vendte
tilbage til Hedenskabet, og de optog så meget frejdigere
deres tidligere Vildfarelser, som de nu var sikre på, at den,
som havde været strængest til at dadle dem, nu var borte.
Denne hans Letsindighed straffede Gud i sin Harme over
den Foragt, han viste ham, ved at bringe ham i ikke lidet
ublide Kår og påføre ham de sørgeligste Skæbnens
Omskiftelser, thi han aflod ikke med hårdt at hjemsøge ham,
der førte an med Hensyn til Frafald fra Religionen, og
bringe ham i de hårdeste Kår og nødte ham til at leve et besk
Liv, blottet for al Glæde og Lykke. Folkene i Byen Julin,
som hærjede Danmark, tog ham nemlig til Fange, og for at
slippe løs igjen måtte han love at udrede lige så meget Guld
og dobbelt så meget Sølv, som han vejede. Da Danskerne,
som satte alt for stor Pris på ham formedelst hans Frafald fra
Religionen, havde skudt den Sum sammen, blev han givet
tilbage til Fædrelandet, men han lod ikke des mindre
vedblivende hånt om at åbne sine Øjne, der var tilslørede af
Vankundighedens tykkeste Mørke, for det klare Lys' Stråler,
ja han var et sandt Uhyre, fuldt af Ondskab, lignede kun
lidet sin Fader i Sind og skammede sig ikke ved at stige ned
fra den herlige Glans, der havde omstrålet ham, til Mørkets
Afgrund. Men medens hans egne Synder blev ham til Skade,
kom andres Velvilje ham til gode. Da han atter fristede
samme Skæbne som forrige Gang, stillede Landets Ædlinge
deres Børn som Gisler for ham, og han opnåede at blive
given fri ved at gå ind på at udrede den samme Sum som
sidst. Men da han ikke mægtede at udrede det lovede Guld
og Sølv af sit eget Skatkammer, solgte han dels offentlig og
dels under Hånden Skove og Lunde til dem, der havde givet
deres Børn, som de elskede højere end deres eget Liv, som
-472-