Page 480 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

andet, de havde opdaget i Løbet af Natten, trak Tjeldingen
til Side og stak Hovedet ud og bøjede sig ned til ham, der
vilde tale med ham, for at de kunde tale fortroligere
sammen. Da Manden så, at Lejligheden var gunstig til at
udføre den List, han havde i Sinde, greb han ham pludselig
med et voldsomt Tag om Halsen, trak ham ned fra Skibet og
lod sine Medhjælpere kaste ham ned i Båden, og så var
Søfolkene ikke sene til at trække på Årerne af alle Kræfter
og tage Flugten. Idet de således greb til dristig
Forslagenhed, opnåede de ved List, hvad de ikke kunde nå
med Magt, og han, som kort i Forvejen havde strålet i
kongelig Glans og Herlighed, var nu ved Lykkens
forsmædelige Spil bleven Barbarers usle Træl - jeg ved ikke,
om det mest var for den Uret, han havde øvet imod sin
Fader eller imod Religionen - og måtte i Fangehullet bøde
for Forbrydelsen mod sin Fader i selve det Land, hvorhen
han havde jaget sin Fader i Landflygtighed, og var nu også
nødt til at røve sit Fædreland dets Velstand, efter at han
havde berøvet det Religionen. Hans Folk kunde nemlig ikke
hurtig nok komme ham til Hjælp, eftersom de først måtte
tage Tjeldingerne af Skibene, stikke Årerne ud og hejse
Anker. Hans Krigsfolk kom altså til kort over for Slavernes
Svig, og da de ikke havde Kongen til at føre dem an, turde
de ikke drage imod Slaverne, hvorfor Flåden opløstes, og
Krigsfolkene blev sat i Land, hvor de havde hjemme.
I denne Nød og Kvide kom Kvinderne Svend til Hjælp, da
Mændene ikke kunde, thi da Rigets Midler var udtømte, så
der ikke engang var Guld nok til at løskjøbe ham for, var
Kvinderne højsindede nok imod ham til at aftage deres
Ørenprydelser og kappes om også at bringe deres øvrige
Smykker, og ved Vægten af alt dette udfyldte de den
forlangte Løsesum, idet de satte større Pris på, at deres
Konge led vel, end på deres fagre Smykkers Dejlighed. Så
stærkt lå det begge Kjøn på Sinde at skaffe ham fri.
-474-