gjorde han Skam, og i Steden for at formane til Dyd og gode
Sæder førte han an til skammelig Udyd, så det var vel
fortjent, at han, der burde have foregået andre med et godt
Exempel i Henseende til Ædruelighed og Mådehold, fik så
forsmædelig en Død til Straf for sin Drikfældighed. Hans
Minde står antegnet med ikke ringe Blusel i Danmarks
Årbøger, thi han, som døde så forsmædelig en Død, har ved
sin skammelige Færd bragt Skjændsel over hele Folket.
Her er der et passende Sted til at tale om Kong Olafs Broder
Harald, der har efterladt sig et berømmeligt Navn. Da han
havde mistet sin Broder og indså, at han ikke kunde bjærge
Livet i sit Fædreland, flyede han til Byzanz. Formedelst et
Drab blev han af Kongen dèr dømt til at kastes for en Drage,
de havde i Slottet, og sønderrives af den, thi man holdt for,
at der ikke gaves nogen virksommere Måde at tage Livet af
Misdædere på end at lade den bide dem. Da han gik ind i
Fængslet, kom en såre tro Træl, han havde, til og bød sig af
egen Drift til at dele Skæbne med ham; han opgav sin
Trællestand for at blive sin Herres Stalbroder og vilde
hellere gå i Døden med ham end svigte ham. Fangevogteren
undersøgte dem begge meget omhyggelig og hissede dem
derpå våbenløse og afklædte ned i Tårnet gjennem Gluggen.
Trællen var helt nøgen, men Harald viste han den
Ærbødighed at lade ham beholde Skjorten, og da Harald
lønlig stak et Armbånd til ham, strøede han nogle Småfisk
ud på Gulvet, for at Dragen kunde have noget at stille sin
første Sult på, og for at Fangerne i Mørket dernede i Tårnet
dog kunde se en lille Smule ved det Skin, Fiskeskjællene
gav fra sig. Derpå sankede Harald en Del Dødningeben
sammen, pakkede dem ind i Skjorten og pressede dem
sammen, så de dannede en fast Klump ligesom en Kølle. Og
da Dragen nu overmåde grådig kom styrtende frem imod sit
Bytte, sprang han med et rask Sæt op på Ryggen af den og
jog en Ragekniv, som han havde skjult på sig, ind i Navlen
-521-