Page 520 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sejren. Medens Kong Magnus således på Grund af
Danskernes Ordholdenhed fik det, som han ønskede, blev
Svend i sin Lettroenhed narret af Englændernes Troløshed,
thi da han var draget bort fra England, lagde Harald
Godvinssøn, som svigefuldt nærede Håb om at kunne
tilegne sig Herredømmet over hele England, Råd op med
Landsens Folk og gjorde under Venskabs Skin på én og
samme Tid rundt om i forskjellige Landsbyer et prægtigt
Gilde for den danske Hær, der var fordelt i Fæstningerne, og
da Krigerne om Natten var overvældede af Drik og Søvn,
lod han dem forræderisk myrde. Således gjorde den Nat i et
Øjeblik Ende på Danskernes gamle Herredømme, som
Forfædrene i lange Tider med Tapperhed havde arbejdet på
at nå, og som Lykken aldrig siden har undt os at få igjen, og
således kom England ved en Skjændselsgjerning atter til sin
Selvstændighed, som det havde mistet ved Fejghed. Harald,
som på én Gang gjorde det af med Danskerne og skaffede
sine Landsmænd Friheden, overdrog Herredømmet til
Edvard, ikke for hans Dygtigheds, men for hans høje Byrds
Skyld, for så vidt som han lod Edvard være Konge af Navn,
medens han selv var det af Gavn og omgjærdet af Magt
nåede, hvad han ikke kunde nå i Kraft af sin Herkomst. Men
Edvard, som kun havde Byrd at gjøre sig til af, men hverken
Vid eller Forstand, nærede ved det tomme Skin af
Myndighed, der var over ham, slette Menneskers Ondskab
og Stormændenes Frækhed; af Navn var han Landets
Konge, men i Virkeligheden de mægtiges usle Træl, der lod
sig nøje med, at andre høstede Frugterne, medens han selv
kun havde Skin og Skygge. Således delte de Herredømmet
over Englænderne, Kongenavn og Kongemagt imellem sig,
og der blev gjort sådan Forskjel på Navn og Magt, som om
det var to Ting, der ikke havde noget med hinanden at gjøre.
Harald var imidlertid ikke fornøjet med at have Magten, han
vilde også have Kongenavnet, idet han også misundte
Edvard den Ære, det gav; han stræbte derfor efter selv at
-514-