Page 517 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hardeknud
Imidlertid lagde Svend Estridssøn, som i England ventede
på, at Knuds Søn Hardeknud skulde komme derover,
Krigsfolk rundt om i Fæstningerne, for at kunne være så
meget tryggere for. at Landsens Folk ikke vovede at falde
fra Knud, thi han stolede ikke på Englænderne og vilde ikke
give dem Våben i Hænde ved uhindret at lade dem indtage
de befæstede Stæder. Så snart Nordmændene spurgte, at
Knud var død, faldt de strax fra Danmark, fordi de
skammede sig ved at stå under fremmed Herredømme, og
overgav Riget til Olafs Søn Magnus kaldet den Gode, hvem
Landsens Folk havde skjænket deres Kjærlighed formedelst
hans Faders Fromhed; det var dem nemlig ikke nok at have
vist Faderen Hengivenhed, så de overførte den også på
Sønnen. Imidlertid begyndte Knud, der var lige så bestyrtet
over Nordmændenes Troløshed som over sin Faders Død, at
blive bange for, at hvis han indlod sig i Krig med sine
Naboer og blev forsinket derved, kunde han som Følge af
sin Fraværelse gå glip af England, og han holdt det da for
rådeligere at finde sig i det mindre Riges Frafald end at give
det større Lejlighed til at vove noget lignende, idet han
fandt, at den blotte Frygt for et større Onde vejede mere end
et ringere Onde i Virkeligheden. Derfor skjulte han sin
Harme over den Krænkelse, der var tilføjet ham, og tilbød
Ransmanden, at de skulde slutte edelig Overenskomst om, at
den af dem, som først døde, skulde efterlade den
overlevende sit Rige, for at den ny Deling af Rigerne ikke
skulde gjøre noget Skår i den gamle Regeringsmåde, og for
at de Riger, som fordum havde været forenede, ikke skulde
forblive adskilte. Så stærk Vægt lagde han nemlig på, at
Danmark og Norge stod under ét og samme Herredømme, at
han foretrak, at det ene blev underlagt det andet, frem for at
de begge skulde have hvert sin Styrelse, og hellere vilde, at
fremmede skulde herske over hans Fædreland, end at dette
skulde styre sig selv uden at have de fremmede med. Denne
-511-