Page 531 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og Skjændsel, så længe Danmark består, thi denne
skammelige Flugt, som de havde al Grund til at blues over,
har sat et uudsletteligt Brændemærke på dem over for
Efterkommerne. Da det blev lyst, skammede Kong Svend
sig i høj Grad over, at Skåningerne således havde taget
Flugten, og foretrak at vove en Dyst og kæmpe det tapreste,
han kunde, frem for at give sig på Flugt. Skjønt han så', at
Fjenden var ham overlegen både i Henseende til Flåde og
Mandskab, opbød han derfor de få Stridskræfter. han havde
tilbage, opsat på ved sin Tapperhed at aftvætte den
Skamplet, hans Stalbrødre havde sat på ham, og idet han gik
ud fra, at det i Krig ikke så meget kommer an på
Stridsmændenes Tal som på deres Mod. Men den Kamp, han
således ubetænksomt indlod sig på, fik et ulykkeligt Udfald,
thi Sejren tilfaldt den Side, hvor der var flest. Skjalm Hvide,
som i sin Levetid havde hele Sjællands Stridsmagt under
sig, blev hårdt såret og omringet af en stor Mængde Fjender,
så han blev tagen til Fange, ikke fordi han havde tabt Modet,
men fordi han mistede så meget Blod, at Kræfterne helt
svigtede ham. Og så stor Ærbødighed viste Fjenderne denne
udmærkede Mand, at de for at bevare hans Liv satte ham i
sikker Forvaring, skjønt de ellers ikke plejede at skåne deres
Fanger. De kunde nemlig ikke bringe over deres Hjærter at
lade så anselig en Mand springe over Klingen. thi den
Modgang, han for Tiden var stedt i, mægtede ikke at
tilintetgjøre den Højagtelse, de nærede for ham fra gammel
Tid af. I Nattens Mulm undveg han imidlertid fra sine
Bevogtere ved Geddesø. Harald lod sig for øvrigt ikke nøje
med at have udtømt Danskernes Kræfter ved disse to Sejre,
men hjemsøgte dem jævnlig med fjendtlige Efterstræbelser.
Da Svend trængtes hårdt af ham, tog han sig, med større
Frejdighed end Held, for at forsvare sit hærjede Land. Men
da han allerede havde lidt to Nederlag, turde han dog ikke
tredje Gang friste Lykken i åben Krig, thi han så' godt, at
han ved de to Slag, han ubetænksomt havde indladt sig på,
-525-