mange og tunge Slag alt, hvad der kom i Vejen for ham, og
så forbavsede blev Stridsmændene over de drønende Slag,
han slog, at de helt glemte deres egen Fare for at se på denne
modige Mand, ja selv de tapreste Kæmper på begge Sider
glemte i deres Beundring for hans Bedrift at slås og ænsede
hverken Kamp eller Fare, mere opsatte på at se på ham end
på at værge sig selv, og alle de boldeste Stridsmænd satte
Hensynet til den Fare, de var stedte i, til Side og var mere
opfyldte af Forbavselse over ham end af Frygt for, hvorledes
det skulde gå dem selv. Han kæmpede således drabeligere
med sin Knippel end de andre med deres Sværd, og slog
således ned for Fode, at hverken Danskerne eller
Nordmændene vilde have troet det, hvis de ikke havde set
det med deres egne Øjne. Han hjalp i den Grad sine
Stalbrødre til at holde Fjendernes Mængde Stangen til Trods
for, at de var så få, at han holdt den ulige Kamp stående
uafgjort, til det led ud på Natten, og magede det så, at
Lykken ikke hældede mere til den ene Side end til den
anden, uagtet Forskjellen i Henseende til Mandsstyrke var
så stor. Omsider da han havde gjort det af med alle Folkene
på Skibet, dels slået dem ihjel med sin Knippel, og dels
stødt dem over Bord, stod han ene tilbage som den
beundringsværdige Sejrherre over så mange Fjender,
bedækket med mange, men lette Sår. Denne Bedrift vilde
have været utrolig, hvis ikke Absalon selv havde fortalt den.
Medens Danskerne nu ikke kunde vente nogen Tilgang af
friske Stridskræfter, kom en norsk Høvding uventet sine
Landsmænd til Undsætning. Da Skåningerne så' det, løste de
nedslagne og modfaldne, for at Larmen ikke skulde røbe
dem, forsigtig deres Skibe ud fra Flåden, huggede Tovene
over, brød Samlaget og listede sig i Nattens Mulm og Mørke
bort fra den øvrige Flåde og flyede med dæmpede Åreslag
hemmelig op ad Åen, ad den Vej, de var komne, forlod så
deres Skibe og flygtede gjennem uvejsomme Egne til Spot
-524-
1...,520,521,522,523,524,525,526,527,528,529 531,532,533,534,535,536,537,538,539,540,...976