Page 532 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde bragt Danmark i en ulykkelig Forfatning.
Imidlertid havde de yngre Godvinssønner, som også var
begjærlige efter Kongemagten, fattet Nag til deres Broder
og havde ved af egen Drift at forlade Landet unddraget sig
hans forhadte Herredømme, idet de hellere vilde underkaste
sig en frivillig Landflygtigheds Ulykke end blive i Landet
og se deres Broder sidde i Glans og Herlighed. Til sidst kom
de til Kong Harald i Norge og lovede ham Hørighed og
Lydighed, samt at både de og deres Fædreland skulde
underkaste sig ham, hvis han vilde hjælpe dem til at
bemægtige sig det. Harald, som var meget ærgjerrig og
herskesyg, gik strax ind på deres Forslag og sejlede med en
norsk Flåde til England. På samme Tid angreb
Normannernes Hertug lige så hidsig Landet på en anden
Kant. Harald, Kongen af England, som således var stedt
imellem to fjendtlige Hære, kunde ikke blive enig med sig
selv om, hvilken af dem han først skulde vende sig imod, og
lod dem derfor i nogen Tid uhindret rykke frem begge to.
Nordmændene troede, at hans Tøven var et Tegn på Frygt,
og uden at bryde sig om, at de ikke var ordentlig rustede,
gav de sig, som om der ingen Fare var på Færde, til at røve
og plyndre af alle Kræfter. Men medens de således
uforsigtig strejfede om i spredte Hobe, blev de overfaldne af
Englænderne, som med Lethed nedhuggede dem. Denne
Sejr gjorde Englænderne så modige, at de ikke betænkte sig
på at vove sig til, hvad det skulde være, og da deres
Dumdristighed stadig voxede, angreb de kort efter
Normannerne og satte i et uheldigt Slag den Ære til, som de
nys havde vundet ved deres Sejr over Nordmændene, og
man vilde ikke have vidst, hvor den slagne Konge var
bleven af, hvis han ikke senere var bleven funden og røbet
af nogle Bønder i en skummel Udørken. Hans to Sønner
drog strax tillige med deres Søster over til Danmark, hvor
Svend, uden at tænke på, hvad deres Fader havde forbrudt
-526-