Page 523 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ulykkebringende Krigstjeneste under Svend, var også
Venderen Godskalk. Han betænkte nemlig, at nu havde han
så længe kun haft Ulykke af at kæmpe under en anden, og
da han skjønnede, at der intet Håb var levnet hans Høvding,
bluedes han ikke ved at opgive sin Tjeneste hos ham og
falde fra ham og holdt det for sikrere at prøve Lykken på
egen Hånd end at holde sig til en andens, thi da han
mistvivlede om, at Svend kunde gjøre sig Håb om bedre
Tider, vilde han i alt Fald ikke undlade at hævne sin Faders
Død. Det gik også, som han tænkte, thi efter at have holdt
flere Slag med forskjelligt Udfald underlagde han sig
Slavenland, så at han, som, hvor det drejede sig om
fremmedes Anliggender, stadig var bleven overvunden, viste
sig uovervindelig, da han kæmpede for sin egen Sag. Han
var imidlertid ikke fornøjet med lykkelig at have erhvervet
sig dette Herredømme, men underkuede senere også
Sachsenland for at hævne sin Faders Død, idet han mente, at
der kun var liden Hæder ved at vinde Herredømme og
Rigdom, når han ikke tillige fik Hævn.
Magnus blev så højt elsket af sine Undersåtter, fordi han
havde værget Landet, at alle enstemmig gav ham Tilnavnet
den Gode, og således opnåede han ved Lykkens Gunst, hvad
der plejer at blive andre til Del for deres Dyder. Svend var
imidlertid, som sagt, da hans Sag var helt håbløs, draget til
Skåne og agtede sig til Sverige, hvorfra han stammede på
fædrene Side. Da Magnus, som forfulgte ham med stor
Hidsighed, kom forbi Byen Alsted, blev hans Hest sky for
en Hare, der kom løbende imod den, og Kongen styrtede
over imod en Stub med skarpe Kanter og slog sig ihjel. Hans
Lig blev ført til Norge og bisat i Kongernes Gravsted i
Trondhjem. Således hjalp Himlen i sin Miskundhed Svend,
som hidtil havde haft så krank en Lykke, og som al
menneskelig Hjælp svigtede, og viste ham den Velgjerning
at skjænke ham Riget, som Lykkens Ugunst havde berøvet
-517-