Page 522 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Slaget stod, havde han i Drømme et Syn, der gav ham
sikkert Varsel om, hvorledes det vilde gå. Medens han lå og
sov, åbenbarede der sig nemlig en Skikkelse for ham og
forjættede ham Sejr over Fjenden, og som Vidnesbyrd om,
at han virkelig skulde sejre, sagde den, skulde han dræbe en
Ørn. Da han om Morgenen vågnede, fortalte han, hvad han
havde drømt, hvorover alle undrede sig såre. Det gik, som
Drømmen havde varslet, thi da Hæren rykkede frem, så' han
Ørnen, der var bleven vist ham i Drømme, sidde tæt ved,
hvorpå han sporede sin Hest og sprængte hen til den og
skyndte sig således med at gjennembore den med sit Spyd,
at den ikke fik Tid til at flyve bort. Denne sælsomme
Tildragelse fyldte dem, der så' den, med Håb om Sejr;
Hæren greb strax Varslet og tydede Ørnens Død som en
sikker Forjættelse om Fjendernes Nederlag; thi da de så', at
det gik, som Drømmen havde varslet, tilegnede alle sig Lod
og Del i det gunstige Varsel, der var givet Kongen om, at
Lykken vilde være med ham, og var alle lige hurtige til at
anse det for en given Sag, at de vilde sejre. Deres Tro på
Varslet gjorde dem så modige, at de uden at ænse nogen
Fare kappedes om at styrte sig ind i Kampen, som om de
allerede havde Sejren i Hænde. Og da de således først havde
angrebet Fjenden, fik Slaget det Udfald, Drømmen havde
varslet, og Venderne blev fuldstændig slagne.
Ved denne lykkelige Sejr vandt Magnus i høj Grad Almuens
Gunst, og styrket ved den Hjælp, den ivrig ydede ham, gav
han sig atter til at forfølge sin Medbejler til Riget, så meget
ivrigere, som det Held, der havde forøget den Kjærlighed,
Landsens Folk nærede til ham, i samme Grad mindskede
Svends Vennesælhed og ikke blot vendte Almuens Hjærter
fra ham, men også i høj Grad mindskede den Styrke, han
havde tilbage, så han ikke alene intet Håb kunde gjøre sig
om at samle flere Folk, men endogså mistede dem, han
havde fået samlet. Blandt dem, som opgav den
-516-