Page 533 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

imod ham, tog venlig imod dem som nære Pårørende.
Datteren giftede han med Russerkongen Valdemar, som af
sit eget Folk kaldtes Jarislaus. En Dattersøn af ham er vor
Konge, som ikke blot har arvet hans Blod, men også hans
Navn; således randt Englands og Østerledens Kongeblod
sammen i ham, som vi priser os lykkelige ved at kalde vor
Konge, og som er en Pryd for begge de Folk, han stammer
fra.
Da Harald, som formedelst sine Ugjerninger havde fået
Tilnavnet den Onde, var død, og Svend således var bleven
denne sin argeste Fjende kvit, kom hans Herredømme, der
hidtil havde været temmelig vaklende, ind på en lykkelig
Bane, og den danske Kongesnekke, som havde haft ondt ved
at bjærge sig, fik nu strygende Medbør. Medens han vandt et
berømmeligt Navn ved Gavmildhed og Godgjørenhed og
ansås for fuldkommen i Henseende til høvisk Væsen, lagde
han også ivrig Vind på at bygge og udsmykke Kirker og
vejledede sit Folk, som endnu var temmelig ukyndigt i
Religionen, til en grundigere Gudsdyrkelse. Men denne
prisværdige Stræben besudlede han med sin umådelige
Løsagtighed, thi han besvangrede adskillige fornemme
Jomfruer, og medens han ingen ægtefødte Sønner efterlod
sig, havde han adskillige Slegfredsønner, blandt andre
Gorm, Harald, Svend og Omund, samt Ubbe og Olaf, Niels,
Bjørn og Benedikt, hvilke sidste alle mere slægtede Fader
end Moder på. Af lige så uægte Herkomst var Knud og Erik,
der blev til så stor Pryd for Danmark. Datteren Syrithe, som
senere blev gift med Venderen Godskalk, og som der vil
blive talt om i det følgende, skal ligeledes have været et
Slegfredbarn. Omsider besluttede Kongen at vende sit Sind
fra Vellyst og tøjlesløs Elskov og at tæmme det ved at
pålægge det Ægteskabets Kyskhed, og for at rive sig løs fra
sine mange Slegfredkvinder ved at give sig i et sømmeligt
Ægteskab og holde sig til én, så han ikke yderligere satte sin
-527-