Page 529 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

greb de ivrig efter den anden, og medens de flyede for
Fjenden, øvede de fjendtlig Grusomhed imod sig selv, som
om det var lempeligere at komme af med Livet i Vandet end
uden for Vandet, og som det var en voldsommere Dødsmåde
at blive slået ihjel med Sværd end at drukne. Det er således
ikke let at afgjøre, om de søgte Døden på en mandig eller på
en kvindagtig Måde, jeg véd ikke for vist, om man skal sige,
at det var Fejghed eller Tapperhed, der gjorde dem så
opsatte på at komme af med Livet, thi den heftige
Sindsbevægelse, de var i, gjorde det tvivlsomt, om de var
modige eller ængstelige, da de således begik Selvmord. Kort
efter fik Svend, den slagne Hærs Høvidsmand, Forstærkning
fra Skåne, Sjælland og andre af Øerne og begav sig med sin
Flåde til Nisåen, og da Harald også kom did, sejlede han
ham i Møde i rum Sø. Da Danskerne nu så', hvor få de var i
Sammenligning med Fjendens Mængde, fandt de på at bøde
på deres ringe Antal ved at lægge sig tæt sammen, og de
bandt derfor Skibene sammen efter at have ordnet dem, for
at de, når Flåden således holdtes fast sammen, lettere kunde
komme hverandre til Hjælp, og for at der, når den hårde
Nødvendighed således var over dem, måtte være et uløseligt
Fællesskab for dem alle så vel i Henseende til Flugt som til
Sejr, idet ingen kunde bryde ud af så fast forbundne Rækker.
Således mente de at burde styrke deres Mandskabs Svaghed
ved at tvinge det til at holde sammen.
Her må vi med Berømmelse omtale en af Skjalm Hvides
Rorkarle ved Navn Aslak formedelst hans overmåde store
Tapperhed. Da Danskerne holdt Søslag med Nordmændene,
nøjedes han nemlig ikke med at kæmpe på den
berømmeligste Måde på sit eget Skib, men efter at have
afkastet alle sine Hærklæder med Undtagelse af sit Skjold,
sprang han over på det Skib, hvor Fjenderne stod tættest, og
med en Egestamme, som han havde fældet for at lave et Ror
af den, slog han drabelig løs på Fjenderne og knuste med
-523-