Page 528 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

på den, det eneste Sted, Jærn kunde bide på, thi ellers var
hele Dragens Krop besat med de stiveste Skjæl, der ikke var
til at skære igjennem. Den Kniv viste Kong Valdemar, som
var meget for at høre og fortælle Historier, tit sine fortrolige
Venner; den var da så fortæret af Rust, at den næsten ikke
kunde skære. Da Harald nu sad så højt til Hest på Dragens
Ryg, kunde Utysket hverken gribe ham med sin Mund eller
komme til at gjøre ham nogen Fortræd med sine hvasse
Tænder eller til at slå ham med Halen, og nu gjorde Trællen
Brug af Køllen. han havde lavet, og slog løs på Uhyrets
Hoved, til Blodet flød og det omsider knustes under de
tunge Slag og Dragen opgav Ånden. Da Kongen spurgte det,
forvandledes hans Hævntørst til Beundring, han eftergav
Harald Straffen for hans Kjækheds Skyld, thi han mente, at
et sådant Mod burde man skjænke Livet, ja han nøjedes ikke
med at eftergive ham Straffen, men skjænkede ham oven i
Kjøbet sit Venskab, thi han gav dem et Skib og Penge og lod
dem drage bort. Medens han således burde have straffet
Brøden, skånede han Kjækheden og vilde hellere gjøre Ære
af Tapperhed end straffe en Forseelse.
Da Harald var kommen hjem, bemægtigede han sig Norge
og påførte derpå Danmark Krig. Svend samlede da Jyderne
og angreb med større Hidsighed end Betænksomhed hele
den norske Flåde i Djurså, og som hans Flåde var ringere
end Fjendens, således fik han også krankere Lykke, thi
Krigslykken kom til at svare til Krigsstyrken. Han var
nemlig lige så uheldig i Kampen som letsinaig til at indlade
sig på den. Største Delen af Jyderne sprang af Frygt for
Sværdene i Floden og sparede således Fjenden Ulejligheden,
idet de anså det for rådeligere selv at tage Livet af sig end at
falde for Fjendehånd. Hvad de frygtede fra Fjenden, påførte
de sig selv, og da de havde to Dødsmåder at vælge imellem,
foretrak de at drukne frem for at fældes af Våben. Medens
de således ængstelig veg tilbage for den ene Dødsmåde,
-522-