Page 521 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

vinde Kronen, og for at få sin Begjærlighed styret begik han
den Forbrydelse at lade Kongen dræbe, hvorpå han
bemægtigede sig Kongenavnet, der syntes at være det
eneste, der fattedes ham.
Imidlertid besluttede Svend, skjønt han kun havde få
Tilhængere at støtte sig til, at prøve Krigslykken over for
Magnus og betænkte sig ikke på med sine få og dårlig
udrustede Krigsfolk at yppe Strid med ham, skjønt han
havde en stor Hær. Først kæmpede han med ham til Søs og
derefter til Lands i Jylland; det gik ham ilde i begge Slag, og
slagen trak han sig over på Fyn, så hans Lykke var lige så
tynd som hans Fylking. Da han mærkede, at al Hjælp
svigtede ham, og at han ikke blot var Gjenstand for
Fjendernes, men også for sine egnes Foragt, pønsede han på
over Sjælland og Skåne at ty til Sverige, hvor han håbede på
Hjælp fra sin fædrene Slægt. Medens Magnus hidsig
forfulgte ham både til Lands og til Vands, brød Vendernes
Hær pludselig ind i Jylland. Dette Indfald gjorde Sejrherren
tvivlsom om, hvorvidt han skulde forfølge den flygtende
Fjende eller vende sig imod den fremrykkende. Anføreren
for den vendiske Hær var den anseligste af Vendernes
Stormænd, som havde mistet tolv Sønner, der drev
Sørøverfærd i Danmark, og nu var han falden ind i Jylland
for med Sværd i Hånd at hævne deres Død. Da Landsens
Folk nu på det indstændigste bad Magnus om at holde Slag
med denne Fjende, lod han sin Medbejler fare, vendte sine
Våben imod den udenrigske Fjende i Steden for imod den
indenrigske, og tænkte ikke mere på sig selv, men kun på
det almene Vel, for at det ikke skulde hedde sig, at han var
ivrigere til at tage Vare på sine egne Sager end på Rigets.
Skjønt han var af fremmed Herkomst, betænkte han sig ikke
på, uagtet Kronen endnu ikke sad fast på hans Hoved, at
vove sig i Fare for det Rige, som det endnu ingenlunde var
vist, han vilde komme til at herske over. Om Natten, før end
-515-