Page 538 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

så Livdrabanterne ikke mærkede, hvor vred han var, idet han
opsatte at straffe denne Misgjerning, til den belejlige Tid
kom. Da han så skulde til at forrette Gudstjenesten, undlod
han ikke blot at gå Kongen i Møde for ærbødig at tage imod
ham, men da han vilde gå ind i Kirken, stod han uden at
ænse det Venskab, der var imellem dem, i Døren i sit
Bispeskrud og formente ham Adgangen ved at spærre for
ham med sin Stav, idet han erklærede ham for uværdig til at
betræde det Guds Hus, hvis Fred han ikke havde undset sig
ved grovelig at forstyrre, og hvis Helligdom han havde
besudlet med Blod, og han gjorde heller ikke den Ære af
ham, der ellers tilkom ham, thi han kaldte ham ikke Konge,
men Bøddel og Blodhund. Og han lod sig ikke nøje med at
tale Misdæderen hårdt til, men stødte ham for Brystet med
Piggen på sin Stav og lod ham vide, at han måtte bøje sit
gjenstridige Sind og gjøre Bod for det Drab, der var blevet
udført efter hans Befaling. Han gav nemlig den Ærbødighed,
han skyldte Religionen, Fortrinet for sit personlige Venskab,
thi han var ganske på det rene med, at Venskabets Pligter var
et, og noget andet hans hellige Embedes Ret, og at han i
Henhold til den burde gå lige strængt i Rette med Brøden,
hvad enten det var Herre eller Tjener, der begik den, og ikke
tage lempeligere på den fornemme end på den ringe. Og
skjønt det vilde have været fuldt tilstrækkeligt at vise
Kongen bort, lyste han ham også i Band og betænkte sig
ikke på at udtale Forbandelsen over ham lige op i hans åbne
Øjne, så han gik til Værks med en så vidunderlig Dristighed,
at det ikke er let at sige, om han gik Kongen stærkest på
Livet med Hånd eller Mund, idet han først overøste ham
med grove Smædeord og derefter stødte ham tilbage med
sin Hånd og knuste Lasten i det Hjærte, hvis Dyd han hidtil
havde æret. Han mente nemlig, at over for en så åbenbar
Brøde burde Straffen ikke lade vente længe på sig, idet han
holdt for, at det var lettere at kvæle Synden i Spiren, medens
den så at sige endnu ikke var kommen ud af Svøbet, end når
-532-