Page 539 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

den havde fået Væxt, for at den ikke skulde slå for dybe
Rødder, når der gik for lang Tid hen. Ligesom Kongen var
bleven dreven til at begå sin Udåd i et Anfald af Ustyrlighed
og Overilelse, således dreves Bispen altså til at straffe ham
af en Strenghed, der havde sit Udspring i gudelig
Nidkjærhed. Idet han således tappert holdt Hævd over
Religionen, viste han sandelig ikke blot sin Stand den
Troskab, han skyldte den, men avede også Letsindigheden
på en gavnlig Måde. For ikke at få Udseende af at undlade
at hævde sit hellige Embedes Værdighed lagde han en Alvor
for Dagen, som om han havde glemt al Overbærenhed, vilde
ikke være Ven med Religionens Fjende eller hellere stå som
en Jabroder end gjøre sin Skyldighed som Biskop. For
øvrigt var han kun tilsyneladende Kongens Uven, i
Virkeligheden var han hans Ven, thi han foretrak at lægge sit
trofaste Venskab og sin oprigtige Kjærlighed for Dagen ved
retfærdig Strænghed fremfor ved utilbørlig Overbærenhed.
Derfor aflagde han for en Tid sin Mildhed og påtog sig et
strængt Sind i Steden for sin sædvanlige Sagtmodighed, idet
han med fuld Føje mente, at han for at håndhæve Kirkens
Tugt burde tage strængt på Veje. Da Drabanterne styrtede
ind på ham med dragne Sværd, bevarede han derfor sin
Sjælsstyrke og ænsede det ikke og viste sig nu lige så stor
ved at foragte Faren, som han før havde vist sig ved at
udæske den. Ved den store Sjælskraft og det ædle Sind, han
således lagde for Dagen, viste han til fulde, at han ved det
Værn, han havde i sin Kjærlighed til Gud, var hævet over al
Frygt for Mennesker. Kongen, som skjønnede, at det ikke
var Overilelse og Hidsighed, der drev ham, men at han
handlede i Kraft af den Strænghed, hans Embede pålagde
ham, forbød dem at dræbe ham, skammede sig i sin
Samvittighed og bluedes mere over den Brøde, han havde
begået, end over, at han var bleven vist bort, begav sig strax
tilbage til sin Borg, fandt sig rolig i, at han så forsmædelig
var bleven vist til Rette, og tog ikke engang Bispen de hårde
-533-