Page 542 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

at lade alle juble ham i Møde. Således fik han det, som den
mægtige Mand havde forbrudt ved sin Misgjerning, sonet
ved sin gudelige Nidkjærhed. Og Menigmand gav i højeste
Grad sit Bifald til Kjende ved Synet af Kongens Ydmyghed
og fandt, at han viste sig mere from i sin Bodfærdighed end
brødefuld, da han bød sine Mænd begå Udåden. Bispen var
således optrådt som en både nidkjær og from
Straffedommer, havde i samme Sag lagt både Strænghed og
Mildhed for Dagen og været lige så rede til at tilgive som til
at straffe, thi medens han strængt afviste hans
Gjenstridighed, tog han overbærende imod hans Ydmyghed
og forenede således Kjærlighed og Retfærdighed, at han
ikke afviste den bodfærdige og ikke tog imod den
overmodige. Han viste i alt dette fuldt ud et faderligt Hjærte,
thi som en Fader revsede han først og lokkede så med gode
Ord og kunde lige så lidt få sig til at tage den hoffærdige i
Favn som til at foragte den ydmyge. Derpå optog han igjen
den afbrudte Gudstjeneste og sang en Salme til Guds Pris,
fordi Kongen var bleven bodfærdig, og Glæden var nu så
meget større, som det, der var gået forud, havde været
grueligt og bedrøveligt. Kongen holdt sig derpå to Dage i
Ro, og først på den tredje Dag kom han iført sit kongelige
Skrud midt under Messen ind i Kirken, gik frem i Højkoret
og lod en Herold højtidelig påbyde Tavshed, hvorpå han i
alles Påhør gik hårdelig i Rette med sig selv og bekjendte, at
han havde forsyndet sig svarlig imod Gud. Så priste han
Bispens Overbærenhed, at han så hurtig havde tilgivet ham
så stor en Brøde og løst ham af Bandet, og gjorde vitterligt,
at han til Bod for den blodige Udåd, han vel ikke havde
begået med egen Hånd, men som var bleven begået på hans
Bud, skjænkede Hælvten af Stevns Herred til Kirken. At han
således ikke skammede sig ved i manges Påhør at tilstå sin
Brøde, knyttede et uopløseligt Bånd imellem Kongeborg og
Kirke, thi Kongen bevarede ikke blot det samme Venskab
for Bispen som tidligere, men gjorde endnu større Ære af
-536-