Page 543 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ham; den Tjeneste, han havde vist ham, tilskyndede ham
mere til at vise ham Gunst, end den Forsmædelse, han havde
tilføjet ham, opflammede ham til Vrede, thi han skjønnede,
at det ikke var personligt Nag, men Harme over den
Krænkelse, han havde tilføjet Religionen, der havde drevet
ham. Kongen elskede derfor Bispen for hans
beundringsværdige Nidkjærhed, og Bispen elskede Kongen
for hans fromme Ydmyghed, og der gik ikke en Dag, uden
at de begge bad til, at de måtte komme til at følges ad i
Døden, så at den faste Enighed, der var imellem deres Sjæle,
ikke måtte blive brudt; de kappedes begge ivrig om i den
største Ærefrygt at vise hinanden alle mulige Tjenester og
gjorde i deres trofaste Venskab gjensidig så megen Ære af
hinanden, at man snarere skulde tro, at de var Ligemænd,
end at det var en højere stillet, der omgikkes fortrolig med
sin Undermand.
Jeg kommer nu til at tale om Svends Søn Knud, som ved
Lykkens Gunst var bleven udstyret med Naturens rigeste
Gaver og gav så store Prøver på Dygtighed og Tapperhed, at
de langt overgik, hvad man kunde vente af hans Alder. Han
samlede nemlig Landets Ungdom og underkuede de
omstrejfende Sørøvere og indlagde sig ved at sejre over
Sember og Ester i sin Ungdom en sådan Berømmelse, at den
langt overgik den, hans Fader havde vundet, og denne Sejr
varslede om, hvorledes hans Herredømme med Tiden vilde
blive. Han lå stadig ude for at udvide og beskjærme Riget og
udførte Bedrifter, som man skulde have ventet, at han på
Grund af sin unge Alder knapt havde Mod til at være
Tilskuer ved. Han hærdede også ved stadig Øvelse sit unge
Legeme for at kunne være dygtig i Krig og føre Våben som
en Mand, og så stort Krigerry vandt han, at det syntes, som
om Knud den Store var levet op igjen, som om han havde
arvet ikke blot hans Navn, men også hans Mod og Lykke, og
ingen tvivlede om, at han vilde blive sin Faders Efterfølger
-537-