Page 547 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Tilhængere. Da Harald havde fået samlet dem, der holdt
med ham, sagde han, at han ingenlunde vilde anse det for
nogen Skam, at hans Broder blev ham foretrukken, hvis
Skæbnen ikke selv havde gjort ham til hans Undermand ved
at lade ham komme til Verden efter ham, og det ikke var
latterligt, at den ældre skulde stå under den yngre, og skjønt
Knud var hans Overmand i Henseende til Tapperhed, havde
han det Fortrin frem for ham, som Naturen havde givet ham,
at han var ældst. Det var også ubilligt, at det skulde blive
hans Broder til Gavn, at han havde pint og plaget Landsens
Folk og bragt Landet i Fare, og at han derimod skulde
udelukkes, fordi han havde været mild imod alle. Man burde
heller ikke sætte så stor Pris på Fortjenester, at man lønnede
den, der havde skaffet en Ulykker på Halsen, med sin Gunst
og den, der skabte ens Lykke, med at vrage ham, thi det var
at gjengjælde ondt med godt og godt med ondt. Derhos
lovede han, at han, hvis de satte ham på Tronen, vilde
afskaffe de strænge Love og efter deres eget Tykke sætte
milde og lempelige Love i deres Sted. Da han gav så store
Løfter om Ting, de i så høj Grad ønskede, lod de sig dåre af
hans giftige Smigertale, udråbte ham til Konge og overlod
ham sit Fædrenerige, skjønt de snarere burde have foragtet
ham for hans Dorskhed end vist ham nogen Ære eller Gunst.
Harald Hein
Således vandt han ved sine søde Ord Folkets Gunst, så det
lagde mere Vægt på hans falske Løfter end på Knuds aldrig
overvundne Tapperhed, og Striden imellem Brødrene, der
øgedes ved, at nogle holdt med den ene og andre med den
anden, blev således afgjort uden Voldgiftsmænd og
Dommere blot ved deres Tilhængeres Stemmer. Støttende
sig til den ukyndige og vildledte Mængde lod Harald strax
-541-