Page 548 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ved Sendemænd sin Broder vide, at han ikke burde tragte
efter Kongemagten, der var bleven tilkjendt ham som den
ældste, eller anse sig for at være mere Ære værd end den,
han vidste havde Førstefødselsretten forud for ham, samt at
han ikke med Borgerkrig og indre Splid burde lægge det
Rige øde, som deres Forfædre havde bragt i Agt og Ære ved
deres Dyder, eller ryste Landet ved at rejse et fordærveligt
Oprør, så Landsens Folk kom til at stå i Våben imod
hverandre, men hellere stænge Ærgjerrigheden ude fra sit
Sind, opgive sin Letsindighed og ikke skamme sig ved at
støtte sin Medbejler. Til Formaningerne føjede han Trusler,
og det Budskab, han skikkede ham, var nok så meget egnet
til at tirre ham til Krig som til at lokke ham til Fred. Derhos
lod han Folk, som han havde underkjøbt, overtale de fleste
af Knuds Tilhængere til at gå over til ham ved at give Løfter
om, at han vilde forbedre Lovene og indføre en friere og
fornøjeligere Levemåde. Således blev Menigmand dels ved
Håb og dels ved Frygt bragt til at falde fra Knud, og da hans
Krigsfolk også svigtede ham, flygtede han med kun tre
Drageskibe til de snævre Farvande ved den skånske Kyst og
måtte således forlade det Rige, hvis Grænser han havde
beskyttet og udvidet. Da Broderen skikkede en Sendefærd
til ham med Opfordring til at vende tilbage og Løfte om, at
han vilde dele Riget med ham, foragtede han denne søde
Tale og flygtede til Sverige, idet han holdt for, at det vilde
være meget tåbeligt nu, da Lykken var gået ham imod, at
fæste Lid til Løfter fra den Kant, hvorfra han havde fået
Trusler i sin Medgangs Tid. Han gav sig strax til ivrig at
fortsætte den Krig i Østerleden, han havde begyndt, medens
hans Fader levede, uden at blande sig i sit Fædrelands Sager,
som om han helt havde glemt den Uret, der var bleven
tilføjet ham.
Harald blev nu mindet om at holde, hvad han havde lovet,
og efter at have holdt Rådslagning i otte Dage brugte han sin
-542-